Vandhuller langs banen gavner dyr og planter
Banedanmark har etableret en lang række vandhuller langs den nye bane mellem København og Ringsted. Det er godt nyt for frøer og tudser.
Frøer, tudser og salamandre langs den nye bane mellem København og Ringsted har gode betingelser dette forår, når ynglesæsonen går i gang. Det har de, fordi Banedanmark går langt for at værne om vores fælles natur – også når styrelsen opgraderer og fremtidssikrer jernbanen.
”Langs de danske jernbaner har vi natur, der svarer til omkring 6.400 fodboldbaner, og det giver nogle grønne muligheder. Jeg har derfor bedt Banedanmark om at undersøge, hvordan vi bedst muligt kan fremme biodiversiteten langs vores jernbanenet. Et af de første initiativer vil være etableringen af nye vandhuller langs strækningen mellem København og Ringsted, og det vil sammen med flere kommende projekter bidrage til at gøre Danmark endnu mere grøn,” siger transportminister Benny Engelbrecht.
Langs den nye bane skal godt og vel 60 nye vandhuller være med til at give det vilde dyre- og planteliv de bedst mulige betingelser. De mange nye vandhuller skal blandt andet give gode levebetingelser for padder som frøer, tudser og salamandre, der er afhængige af vandhullerne, når de skal yngle.
Vandhuller er godt for både dyr og planter
Vandhullerne er både etableret for at kompensere for de såkaldte §3-vandhuller, der er blevet påvirket af byggeriet af den nye bane og for at afhjælpe den såkaldte øgede barriereeffekt, banen udgør i landskabet. Målet med indsatsen er at opretholde biodiversiteten til gavn for dyre- og plantelivet.
Vandhullerne er blot en del af de naturforanstaltninger, der blev taget i forbindelse med byggeriet af den nye bane mellem København og Ringsted.
”Udover vandhullerne har Banedanmark blandt andet etableret faunapassager og ledelinjer og finansieret 115 hektar ny erstatningsskov, der svarer til dobbelt så meget skov, som der blev fældet i forbindelse med byggeriet af den nye bane,” siger Randi Skogstad, der er direktør for Infrastruktur i Banedanmark.
Fakta om §3-vandhuller
De fleste af de nye vandhuller langs den nye bane opfylder kravene til at blive §3-beskyttet. Det betyder, at vandhullerne er beskyttet gennem naturbeskyttelsesloven, da de er særligt egnede som levesteder for mange vilde dyr og planter.
Sporarbejde bliver til naturpleje
Banedanmark tager et nyt skridt for biodiversiteten og udnytter sporarbejderne mellem Fredericia-Padborg til at skabe nye levesteder for insekter og planter.
5. klasse hjælper Banedanmark med at sprede banenatur
På Naturmødet i Hirtshals kan lokale skolebørn bygge insekthoteller ud af den unikke natur langs jernbanen.
Banedanmark vinker farvel til fossil opvarmning
Banedanmark har siden 2017 arbejdet målrettet på at komme af med de gamle olie- og gasfyr.
Fyn sikrer strøm til fremtidens grønne bane
Banedanmark har taget en ny fordelingsstation i Marslev på Fyn i brug. Den skal i fremtiden levere strøm til klimavenlige eltog.