Banedanmark fornyer S-banen mellem Svanemøllen og Hillerød
Strækningen mellem Svanemøllen og Hillerød er en af S-banens mest travle med flere hundrede tog i døgnet. Det slider på skinnerne. Derfor holder Banedanmark sporene ved lige med løbende udbedring af slid og skader.
”Arbejdet er nødvendigt for at sikre, at den travle S-bane er i god form. Vi skal blandt andet udskifte næsten 10 kilometer skinner og 2.000 sveller, så strækningen også i fremtiden kan håndtere de hundredvis af daglige tog. Mens arbejdet står på, gør vi, hvad vi kan for at mindske generne for naboer og pendlere,” siger projektchef Malene Friis Aagaard.
Ændringer i togtrafikken
Arbejdet er tilrettelagt, så der fortsat kan køre tog på strækningen det meste af tiden, men Banedanmark har brug for at arbejde i begge spor fra den 2. maj til 1. juni og igen fra den 20. juni til 11. juli.
Derfor indsætter DSB Togbusser og tilbyder også kompensation til pendlerne. Informationschef i DSB, Tony Bispeskov, siger:
”Under sporarbejdet i maj erstatter DSB S-togene med Togbusser – både på langs og på tværs af Hillerødbanen. Jeg opfordrer pendlerne til at tjekke Rejseplanen for at se, hvad der er hurtigst og lettest. For nogle af kunderne på strækningen vil det være hurtigere at tage Togbusserne på tværs – eksempelvis fra Hillerød til Værløse – og så fortsætte med S-togene ad Farumbanen ind mod København,” siger Tony Bispeskov.
Læs mere om sporfornyelsen mellem Svanemøllen og Hillerød her: Svanemøllen-Hillerød: Sporfornyelse | Banedanmark.
Man kan læse mere om kompensation, Pendlerkort og Ungdomskort på DSB’s hjemmeside: Sporfornyelse 2025 - København - Hillerød.
Faktaboks
Strækningen, Banedanmark fornyer, er en af de travleste banestrækninger i Danmark. Mellem Svanemøllen og Hellerup kører der omkring 550 af de røde S-tog tog i døgnet, og en stor del af dem fortsætter nordpå til Holte og Hillerød.
Banedanmarks arbejde på strækningen indebærer, at vi:
- udskifter 33 sporskifter blandt andet på Hellerup Station, Gentofte Station, Holte Station og Allerød Station
- renser ballast på dele af strækningen
- udskifter cirka 10 kilometer skinner og 2.000 sveller
- udskifter 69 køreledningsmaster og 2.000 meter køreledning
- renoverer disse fire broer på strækningen:
o broen over Dronninggårds Allé i Holte
o broen over Helsingørmotorvejen i Gentofte
o broen, der fører Hillerødbanen over Klampenborgbanen ved Bernstorffsvej i Hellerup
o broen over Ermelundsvej i Gentofte.
Færre tog mellem København og Fredericia grundet hastighedsnedsættelser
Banedanmark vil på grund af skinnefejl og den afbrændte teknikhytte ved Aarup indføre hastighedsnedsættelser på flere strækninger i landet fra mandag morgen.
Kom til infomøde om elektrificeringen af jernbanen i Aarhus
Borgerne inviteres endnu en gang forbi Aarhus Rådhus for at høre om det kommende arbejde på Aarhus H-projektet, nu hvor elektrificeringen for alvor er kommet i gang.
Aarhusianerne glæder sig til en grønnere jernbane
Banedanmark inviterede søndag til milepælsfejring på Aarhus Hovedbanegård, hvor naboer, passagerer og andre interesserede kunne se resultatet af de seneste års arbejde med at opgradere jernbanen i Aarhus. Sporfornyelsen er nu afsluttet, det digitale signalsystem er udrullet, og perronerne på Hovedbanegården er forlænget og klar til fremtidens eltog.
Den store organisator bag Aarhus H-ombygningen takker af
Fredag den 30. oktober genåbner de sidste spor og perroner på Aarhus H efter den omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus. Projektchef Helle Thambo ser tilbage på det historiske megaprojekt, inden hun giver stafetten videre til Elektrificeringsprogrammet.