16 sønderjyske overkørsler bliver opgraderet med bomme i forbindelse med nyt signalsystem

Biler, cykler og fodgængere bliver inden længe mødt af nyt udstyr, når de skal krydse jernbanen i Syd og Sønderjylland. I den kommende tid udskifter Banedanmark varslingsanlæg og bomme på 48 overkørsler på strækningen mellem Bramming og Tønder. 16 af overkørslerne opgraderes fra i dag at være sikret med lys- og lydsignaler til også at have bomme.
Arbejdet står på mellem 21. marts og 22. april og sker i forbindelse med, at Banedanmark udruller nyt digitalt signalsystem på strækningen.
"Med udrulningen af signalsystemet kommer der ikke bare mere punktlige tog, der kommer også bedre sikkerhed. Overkørslerne bliver fornyet og flere steder opgraderet med bomme, så det bliver endnu mere tydeligt for andre trafikanter, at de skal holde tilbage for et tog,” siger transportminister Thomas Danielsen.
Det nye udstyr i overkørslerne betyder bedre signalgivning til trafikanter på vejene:
”Med det nye udstyr gør vi signalerne tydeligere for trafikanterne i alle 48 overkørsler, og på den måde bliver det endnu mere trygt at passere overkørslerne. Samtidig bruger vi anledningen til at opgradere 16 overkørsler med bomme, fordi udstyret i overkørslerne alligevel skal udskiftes, så det kan integreres i det nye signalsystem. Dermed gør vi varslingen bedre og løfter sikkerheden yderligere,” siger områdechef i Banedanmark, Mads Søndergaard Petersen.
15 af overkørslerne, som før var sikret med lys og lyd, opgraderes til helbomme, mens en enkelt får halvbom. De resterende 32 får udskiftet det nuværende udstyr med et tilsvarende anlæg, som dog er mere moderne, når det gælder signaler og bommenes placering.
Selvom forholdene ved overkørslerne bliver forbedret, er det stadig vigtigt, at man respekterer signaler og bomme, når der kommer tog.
”Der er ingen, der kan være i tvivl, når der kommer et tog. Men vi oplever alligevel indimellem trafikanter, der prøver at snige sig over, før toget kommer. Det er både livsfarligt og ulovligt,” siger Mads Søndergaard Petersen.
Mens der arbejdes på de mange overkørsler, vil nogle af dem være spærret for gennemkørsel og passage i kortere perioder. Hovedparten af de berørte overkørsler vil dog være åbne i den ene vejbane. Erfaringsmæssigt kan der også være ”børnesygdomme” på overkørslerne efter ibrugtagningen.
Det nye signalsystem mellem Bramming og Tønder tages i brug den 22. april. På samme tid vil også strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov være klar med nyt signalsystem. På denne hovedstrækning, er der dog kun to overkørsler, som allerede er forsynet med helbomme, og som nu får mere moderne udstyr.
Læs mere om de forskellige typer overkørsler på Banedanmarks hjemmeside
Fakta
- 15 overkørsler opgraderes fra lys og klokkelyd til helbomme
- En overkørsel opgraderes fra lys- og lydsignal til halvbomme
- 32 overkørsler får nyt udstyr, der følger moderne standarder
- Der findes to typer helbomme. Enten en enkelt bom, som dækker begge vejbaner, eller to bomme, som dækker en vejbane hver
- En halvbom er et anlæg, hvor en enkelt bom dækker halvdelen af vejen

16 sønderjyske overkørsler bliver opgraderet med bomme i forbindelse med nyt signalsystem
Der er bedre forhold på vej til trafikanter, som skal krydse jernbanen mellem Bramming og Tønder. I forbindelse med det nye digitale signalsystem opgraderes en lang række overkørsler.

Nu begynder omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus
Den 31. marts går Banedanmark i gang med en omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus.

Banedanmark forbereder det nye signalsystem på Svendborgbanen
Banedanmark er gået i gang med at gøre Svendborgbanen klar til at få nyt digitalt signalsystem.

Ny rytme i arbejdslivet: Fra trækbasunist til trafikleder
Da coronapandemien i en periode satte en stopper for koncertoplevelser, traf Nichlaes Kure Ettrup, professionel musiker, en beslutning om at skifte spor. Han er netop blevet færdiguddannet som trafikleder – men trækbasunen er ikke lagt helt væk.