Vild natur er sjov natur
Danmark er et af de mest opdyrkede lande i Europa, og det giver mangfoldigheden for dyr og planter hårde odds. Men vild natur er også sjov natur, og derfor er der akut behov for mere fokus på at øge andelen af den, mener museumsinspektør og naturvejleder Morten D.D. Hansen.
Der er akut behov for, at vi giver plads til mere vild natur, hvor dyr og planter kan sprede og indrette sig, hvis vi vil sikre den mangfoldige natur. Det mener biolog, naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum, Morten D.D. Hansen.
Han har brugt det meste af sin karriere på at tale om – og arbejde for – større biodiversitet i Danmark:
“Der er virkelig mange arter, der er truet herhjemme. De arter har brug for, at vi passer på dem. Og fordi vi som mennesker fylder så meget, som vi gør i dag, har de brug for, at vi giver dem noget plads. Ellers forsvinder de,” siger Morten D.D. Hansen og fortsætter:
“Over 250 af rødliste-arterne (dvs. de særligt truede dyr og planter, red.) herhjemme lever langs det danske jernbanenet. Dem har vi en særlig forpligtigelse til at passe på.”
Det gør Banedanmark på mange forskellige måder; blandt andet via InfraNatur-projektet, der er et samarbejde mellem Banedanmark og Miljøstyrelsen. Der er syv forskellige banearealer er med i projektet. Nogle af dem er stadig aktive, mens andre er nedlagte. Når banedriften ophører, spirer træer og buske frem, og fortrænger langsomt de tørkeelskende urter og insekter fra de gamle banearealer. InfraNatur-projektet sikrer, at det ikke sker. Til det siger biolog Morten D.D. Hansen:
”InfraNatur-projektet hjælper virkelig blomsterne.”
Biolog, naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum, Morten D.D. Hansen
Alle vil mangfoldigheden
Ifølge Morten D.D. Hansen er det de færreste, der er uenige i, at vi skal bevare en mangfoldighed i naturen, men folk tror desværre ofte, at natur kun er lig med harer, fasaner, agerhøns, rådyr og ænder:“Det er typisk de arter, vi skyder og spiser, og som vi synes, er søde. Men der er altså mange flere arter, som vi er nødt til at prioritere beskyttelsen af, for hvis de forsvinder, så er det for altid. Så kommer de ikke tilbage. Det kan fx være sjældne dyrearter som humlebillen, dværgblåfugl og seglgræshoppen, der alle lever langs jernbanen, men ikke særlig mange andre steder,” siger biologen.
Biodiversiteten er i tilbagegang verden over. Men ifølge Morten D.D. Hansen står det særligt skidt til med indsatsen for biodiversitet i den danske natur:
”Det står rigtig skidt til med de arter, der er knyttet til gamle, døde træer, til gamle overdrev med masser af blomster, til højmoser, enge og kær. Alle de arter, der er knyttet til de naturtyper, der ikke bliver dyrket, har det rigtig skidt i Danmark.”
Ifølge Morten D.D. Hansen er der derfor i lige så høj grad brug for tiltag, der gør opmærksom på behovet for at redde humlebillen, som der er for at bevare dyr som fx pandaen, elefanten og næsehornet:
“Jeg tror, det er et spørgsmål om manglende kendskab. For hvis du først har set en Humlebille og set, hvor flot og sjov den er, så bliver du overbevist om, at den da selvfølgelig også hører til i den danske natur. Jeg tror, det er en meget væsentlig del af vores livskvalitet; altså, at vi har brug for alle de her mange arter,” siger biologen.
Vil mere vild natur
Morten D.D. Hansens vision for naturen i Danmark er klar: Vi er nødt til at afsætte noget plads til den og skabe nogle store, sammenhængende områder, der kan ligge urørt hen:“Vi har behov for at genskabe nogle af de dynamikker, der oprindeligt var i vores natur. For 130.000 år siden var klimaet i Danmark ligesom i dag, og der gik jo fandeme elefanter og næsehorn rundt. Hvis sådan en elefant ville klø sig et sted, væltede den et træ eller trak det op med rode. De lavede en helvedes ballade og flyttede en masse næringsstoffer rundt. Det skal sgu være vildt og voldsomt. Vild natur er sjov natur. Det er simpelthen et motto, jeg har.”
Fakta
- Ifølge Danmarks Statistik udgør landbrugsareal mere end 66 procent af Danmarks samlede areal. Til sammenligning udgør byer, veje og infrastruktur cirka ti procent.
- Langs den danske jernbane er der 4.500 hektar naturområder, som Banedanmark råder over. Det svarer til ca. 6.400 fodboldbaner.
- For at styrke biodiversiteten yderligere har Banedanmark lavet en biodiversitetsanalyse med en række konkrete initiativer, der skal tages stilling til.
- Banedanmark spiller derfor en central rolle i fremtidens bæredygtige Danmark som innovativ aktør, der – ud over at sikre en sikker og stabil jernbane – også har ansvar for masser af unik, vild natur i landet.
Om Morten DD. Hansen
- Morten D.D. Hansen er direktør på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Han er uddannet biolog, og er ivrig ornitolog og forfatter til flere bøger om faunaen i Danmark.
Sporarbejde bliver til naturpleje
Banedanmark tager et nyt skridt for biodiversiteten og udnytter sporarbejderne mellem Fredericia-Padborg til at skabe nye levesteder for insekter og planter.
5. klasse hjælper Banedanmark med at sprede banenatur
På Naturmødet i Hirtshals kan lokale skolebørn bygge insekthoteller ud af den unikke natur langs jernbanen.
Banedanmark vinker farvel til fossil opvarmning
Banedanmark har siden 2017 arbejdet målrettet på at komme af med de gamle olie- og gasfyr.
Fyn sikrer strøm til fremtidens grønne bane
Banedanmark har taget en ny fordelingsstation i Marslev på Fyn i brug. Den skal i fremtiden levere strøm til klimavenlige eltog.