Her bliver de nye digitale signaler taget i brug i 2021

Udrulningen af nye digitale signalsystemer er i fuld gang på både S-banen og fjernbanen. Her får du et overblik.

Udrulningen af nye digitale signalsystemer er i fuld gang på både S-banen og fjernbanen. Det vil give færre forsinkelser, der skyldes signalfejl.

Strækningerne bliver nu taget i brug i den planlagte rækkefølge, mens der gøres klar til de næste udrulninger. Her får du et overblik over de strækninger, hvor de nye signaler er ved at blive taget i brug.

De gamle analoge signaler langs sporene på jernbanen er ved at blive skiftet ud med nye digitale signalsystemer. Det betyder, at signalerne bliver flyttet væk fra skinnerne og ind i togenes førerrum, og det vil komme til at betyde færre signalfejl og flere tog til tiden.

På en række strækninger over hele landet er Banedanmark i gang med at lægge sidste hånd på udrulningen af de nye signaler. I den sammenhæng bliver togene udrustet med teknisk udstyr, som gør det muligt at køre med de nye digitale signaler.

Ved udgangen af 2021 ventes flere end 150 tog at være klar til at køre på strækninger med det nye signalsystem, og det vil være til gavn for både passagerer og lokoførere.

Langå-Struer-Holstebro

I det jyske er Banedanmark i færd med at lægge sidste hånd på de nye signaler mellem Langå, Struer og Holstebro. Det sidste arbejde på strækningen indebærer blandt andet tilpasninger og tests af systemet samt udskiftninger af bomanlæg.
Arbejdet på strækningen er opdelt i fem etaper, så det påvirker trafikken og pendlerne mindst muligt. Lige nu er ibrugtagningen af de nye signaler i gang på fjerde etape mellem Højslev og Viborg, og den femte og dermed sidste etape vil blive taget i brug fra midten af marts. 
Det er forventningen, at togene kan begynde at køre med de nye signaler på hele strækningen fra starten af april.

Køge-Næstved

På Sjælland er udrulningen af det nye signalsystem mellem Køge og Næstved gået ind i sin afsluttende fase. Her er Banedanmarks leverandør, Alstom, i gang med at installere teknisk udstyr i og ved sporene. Det indebærer blandt andet, at de gamle bomanlæg erstattes med en ny type, der kommunikerer med det nye, IT-baserede signalsystem og fjernstyringscentralen.
I løbet af de kommende måneder vil Banedanmark teste de nye signaler, inden togene kan begynde at tage dem i brug på hele strækningen til august.

Mogenstrup-Rødby

På strækningen mellem Mogenstrup i Sydsjælland og Rødby på Lolland er jernbanen også i fuld gang med at blive udrustet med det nye signalsystem. Det sker som led i opgraderingen af banen mellem Ringsted og Femern, som i fremtiden skal udgøre en ny forbindelse mellem Danmark og Tyskland.
Det er forventningen, at de nye signaler kan tages i drift til december.

Farumbanen og Ringbanen 

I hovedstadsområdet er S-banen ved at blive udrustet med et nyt, computerbaseret signalsystem, CBTC. På strækningerne mellem Farum og Nordhavn samt på Ringbanen mellem Ny Ellebjerg og Ryparken blev de nye signaler taget i brug i januar, og dermed kører næsten halvdelen af S-banen med det nye signalsystem.
Resten af S-banen vil blive sat i drift med det nye signalsystem i løbet af 2022, og 130 S-tog er indtil videre blevet udrustet med teknisk udstyr, så de kan køre med de nye signaler.

FAKTA: Signaler bliver digitale

De nye signaler erstatter de gamle signalanlæg på det danske jernbanenet, som både er slidte og teknologisk forældede. Med de gamle signaler skal lokoførerne holde øje med fysiske signaler langs banen og indimellem være i telefonisk kontakt med kommandoposter, før de får signal til at køre.

Med de nye systemer, som er fjernstyret, modtager lokoføreren i stedet signaler digitalt på en skærm i førerrummet. Det betyder, at togdriften hele tiden kan følges med stor præcision fra Banedanmarks centrale trafiktårne. Forventningen er, at op mod 80 procent af forsinkelser, der skyldes signalfejl på fjernbanen i dag, vil forsvinde, når man siger farvel til de gamle signaler.

Læs mere om de nye signalsystemer

flere nyheder fra signalprogrammet