Nu er jernbanen mellem København og Ringsted klar til hurtigere tog

Jernbanen mellem København og Ringsted via Køge Nord er klar til tog, der kan køre 200 km/t.
Da den nye bane København-Ringsted blev indviet i juni 2019, var det med en strækningshastighed på 180 km/t – med mulighed for at hæve hastigheden på et senere tidspunkt. Nu er begrænsningerne for at holde hastigheden på de 180 km/t ophævet, og banen står nu klar til at lade tog køre 200 km/t. Der vil dog gå noget tid, før et større antal tog, der kan køre hurtigere end 180 km/t, kommer til at udnytte muligheden for at sætte farten op. I første omgang er det nogle få tyske tog til Hamburg, der kører den maksimalt tilladte hastighed.
Banen mellem København og Ringsted opfylder alle de krav til spor, kørestrøm og signalsystem - og vedligehold af disse - der er nødvendige for at hæve hastigheden.
Siden åbningen af Den nye bane København-Ringsted har vedligeholdet været tilpasset til hastighederne på maksimalt 180 km/t. For at banen kan lade tog køre 200 km/t, har Banedanmark opfyldt 29 forskellige krav. Disse krav er nu på plads og godkendt, så hastigheden kan hæves til 200 km/t.
Dermed står banen nu klar, når DSB til efteråret har de første tog klar, der kan køre 200 km/t.
”I første omgang giver det bedre mulighed for at indhente forsinkelser, når togene har mulighed for at køre 200 km/t. Det styrker stabiliteten og giver passagererne flere tog til tiden. På sigt vil der også være mulighed for at skære en smule af rejsetiden,” siger Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark.
Den højere hastighed er gældende fra Avedøre til Ringsted med undtagelse af enderne og en mindre strækning omkring Køge Nord, hvor hastigheden fastholdes på 180 km/t.
Om jernbanen København-Ringsted:
- Den dobbeltsporede jernbane mellem København og Ringsted er 60 kilometer lang
- Banen følger på næsten hele strækningen Køge Bugt Motorvejen
- Den karakteristiske Køge Nord Station er eneste station på strækningen. Her er der mulighed for at skifte til S-tog og mulighed for at parkere.
- Jernbanen blev indviet den 31. maj 2019
- Se Den nye bane København-Ringsted fra luften

Allersidste hånd på det nye signalsystem i Syd- og Sønderjylland
Banedanmark er i fuld gang med de sidste installationer til det nye digitale signalsystem ved Tønder og Bramming.

Ny organisering gør Banedanmark klar til fremtidens udfordringer
En ny organisering skal give Banedanmark de bedste forudsætninger for at lykkes med de mange projekter på jernbanen i de kommende år. Samtidig udvides direktionen med to nye direktører.

Højsæson for sporarbejder
Påsken betyder som altid travle dage på Banedanmarks mange anlægsprojekter. I fridagene er der færre passagerer i togene og derfor flere folk, der arbejder i sporet.

Underjordiske kabler skal sikre strøm til eltog nord for Limfjorden
Banedanmark fører et 450 meter langt rør under Limfjorden og trækker kabler for at forsyne det fremtidige kørestrømsanlæg nordpå.