Nu bankes fundament til klimavenlig bane på plads mellem Fredericia og Aarhus
I weekenden går Banedanmark i gang med at etablere betonfundamenter i forbindelse med elektrificeringen af strækningen mellem Fredericia og Aarhus. Det er et vigtigt skridt i den grønne omstilling af jernbanen. Af hensyn til pendlere og togdriften vil arbejdet foregå i nattetimerne.
Banedanmark er i fuld gang med at elektrificere jernbanen mellem Fredericia og Aarhus. Arbejdet med at skabe en grønnere jernbane er nu så langt, at projektet kan gå ind i en ny fase.
Det er blevet tid til, at selve fundamentet og masterne til de fremtidige kørestrømsanlæg skal på plads langs banen. Det sker samtidig med, at der bliver lagt fiberforbindelser, laves broarbejde og sporene opdateres.
"Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan gå i gang med næste vigtige del af projektet, og dermed komme et skridt tættere på at sætte strøm til jernbanen, som gør det muligt at indsætte fremtidens eltog, der både er hurtigere, mindre støjende og langt mere klimavenlige," siger Jette Aagaard, der er direktør i Banedanmarks Elektrificeringsprogram.
Hensyn til pendlere
Det er helt konkret betonpæle, der skal placeres og slås ned med slagkraftige rammemaskiner. Den første betonpæl bliver slået i den 3. april cirka to kilometer fra Fredericia Banegård. Herfra vil rammemaskinen arbejde sig op mod Aarhus i løbet af det kommende års tid.
Selve arbejdet vil foregå på ét spor ad gangen i tidsrummet kl. 21 til 06.
"Strækningen er en hovedpulsåre for mange pendlerne, og det er derfor vigtigt for Banedanmark at forstyrre togdriften mindst muligt, hvorfor vi har prioriteret, at arbejdet skal foregå om natten. Vi holder hele tiden sporene åbne, så der fortsat kan køre tog af hensyn til passagerer," siger Jette Aagaard.
Maskinen rykker hurtigt videre
Arbejdet vil blive udført af to rammemaskiner, der hver især kan nå at ramme 12 betonpæle pr. nat. En pæl tager op til 30 minutter at ramme, såfremt der ikke er hindringer i jorden, hvorefter maskinen arbejder sig videre. De op til 10 meter lange betonpæle er allerede placeret ude langs sporet.
Efterfølgende vil masterne til kørestrømmen blive monteret.
"Man kan desværre ikke bygge uden støj. Derfor kan vi desværre ikke undgå, at der vil være enkelte perioder med støj. Vi bestræber os på at klare arbejdet så effektivt som muligt, og maskinen vil hurtigt rykke videre. Vi sørger desuden for at holde borgerne løbende orienteret om støj og natarbejde," siger Jette Aagaard.
Banedanmark forventer at sidste betonpæl bankes i ultimo marts 2023. Det anbefales, at man løbende holder øje med Rejseplanen.
Fakta om projektet
- Banedanmark er i fuld gang med at elektrificere jernbanen.
- Elektrificeringen er en forudsætning for at kunne indsætte fremtidens eltog, som er hurtigere, støjer mindre og udleder 85 procent mindre CO2 end de gamle dieseltog.
- Arbejderne med at etablere kørestrømsanlægget og elektrificere strækningen gennemføres etapevis fordelt på fire delstrækninger: 1) Fredericia - Børkop - Vejle, 2) Vejle - Hedensted - Horsens, 3) Horsens - Hovedgård - Skanderborg og 4) Skanderborg - Hørning - Aarhus St.
- Masterne opsættes med 90-110 meters mellemrum på lige strækninger, tættere i kurver og ved stationer. Betonfundamenter slås ned 6-10 meters dybde.
- Der skal piloteres over 4000 pæle på strækningen, hvoraf de 750 står på strækningen Fredericia - Vejle.
- Arbejdet stopper inde i Aarhus, hvor jernbanen løber mellem Skanderborgvej og Ring Syd (Holme Industrikvarter). Resten af strækningen i Aarhus forberedes i forbindelse med Aarhus H projektet.
- Når masterne er opsat, skal der bygges transformerstationer til strømforsyning og kørestrømstråd skal opsættes. Det 100 år gamle signalsystem skal ligeledes udskiftes, så banen er klar eltog i 2026.
Sporarbejde bliver til naturpleje
Banedanmark tager et nyt skridt for biodiversiteten og udnytter sporarbejderne mellem Fredericia-Padborg til at skabe nye levesteder for insekter og planter.
Banedanmark går i foråret i gang med historisk opgradering af jernbanen i Aarhus
Banedanmark har lagt sidste hånd på planlægningen af en omfattende ombygning af jernbanen til, fra og på Aarhus H. Fra uge 14 i 2025 og frem til udgangen af 2026 ombygges spor, perroner, signalsystem og flere broer, og jernbanen gøres klar til at køre eltog.
Jysk hovedstrækning fornyet i stor stil
Banedanmark har de seneste måneder fornyet jernbanen fra Aarhus og op til Hjørring og Aalborg Lufthavn.
22 nye vandhuller baner vejen for dyreliv nær nybygget jernbane
Banedanmark etablerer vandhuller nær Ringsted-Femern Banen på Lolland. Det gavner padder, der lever ved jernbanen.