Kammeradvokaten: Banedanmark har strammet op
Kammeradvokatens undersøgelse af forholdene i Banedanmark viser, at der i perioden 2011-15 var eksempler på væsentlig kritisabel adfærd blandt ansatte og leverandører. Der er alene konstateret to mindre tilfælde af kritisabel adfærd i perioden efter 2015. Kammeradvokaten vurderer, at der med Banedanmarks markante opstramning af regler og retningslinjer samt kontroller fra 2015 og frem er sket en tydelig kulturændring.
Banedanmarks ledelse besluttede i foråret 2020 at igangsætte en ekstern advokatundersøgelse af forholdene i styrelsen. Undersøgelsen blev sat i værk på baggrund af en række henvendelser fra Berlingske Tidende relateret til 23 tidligere og nuværende ansatte i Banedanmark. Undersøgelsen er nu afsluttet.
Kammeradvokaten konkluderer i sin rapport, at der har været tale om kritisabel adfærd blandt en række ansatte og eksterne leverandører til Banedanmark. Langt hovedparten af de kritisable forhold ligger i perioden 2011-2015. Blandt eksemplerne på kritisabel adfærd er overtrædelse af regler om gavemodtagelse, mulig overtrædelse af reglerne for bibeskæftigelse og hjælp til tilbudsskrivning for samarbejdspartnere. Der er alene konstateret to tilfælde af kritisabel adfærd i perioden efter 2015. I det ene tilfælde sendte en ekstern konsulent i 2016 en fortrolig forhørslederrapport til sin egen mail. I det andet tilfælde i 2018 inddrog en medarbejder en sikkerhedstilladelse i strid med de forvaltningsretlige regler. Sikkerhedstilladelsen blev efterfølgende genudleveret. I følge Kammeradvokaten tegner der sig et tydeligt billede af, at problemerne er blevet klart mindre over den undersøgte periode.
Kammeradvokaten skriver, at kulturændringen er sket i forbindelse med, at der blev gennemført en større organisationsændring, indført væsentligt ændrede interne regler for fx gavemodtagelse, skærpet intern finansiel og forvaltningsretlig controlling, skærpede interne retningslinjer i Banedanmarks Medarbejderhåndbog i 2016 samt oprettelsen af en whistleblowerordning i januar 2018.
”Den tidligere ledelse under den tidligere administrerende direktør Per Jacobsen har sammen med Banedanmarks medarbejdere gjort en stor indsats for at rydde op. Og det er i meget høj grad lykkedes. Der skal heller ikke herske tvivl om, at Banedanmarks nuværende ledelse ikke vil acceptere de forhold fra 2011-2015, som er beskrevet i Kammeradvokatens rapport”, siger administrerende direktør Hakon Iversen, der tiltrådte i Banedanmark i april 2020.
Han fortsætter:
”Det er helt uacceptabelt at forsøge at bestikke vores medarbejdere, ligesom det er helt uacceptabelt at tage imod pengegaver eller lignende fra samarbejdspartnere. Kammeradvokatens rapport indeholder en række anbefalinger af ansættelsesretlig karakter for nuværende ansatte. Seks vil modtage en skriftlig indskærpelse af diverse regler, og en enkelt vil blive varslet en skriftlig advarsel for forhold, som i al væsentlighed angår perioden 2011-2015. Vi kan ikke garantere, at der ikke kan dukke en sag op i fremtiden, men jeg kan love, at vi gør alt, hvad vi kan for, at den adfærd, som eksisterede før 2016, ikke indtræder igen. Derfor sætter vi nu en række yderligere tiltag i værk, som både skal gøre det endnu sværere med urent trav og samtidig give medarbejderne en tryghed i, hvornår de gør alt efter bogen”, siger administrerende direktør Hakon Iversen.
Konkret vil Banedanmark nu:
- Sørge for, at god økonomisk forvaltning og god indkøbsskik bliver nye selvstændige obligatoriske kurser for alle Banedanmarks medarbejder. Samtidig udvides de obligatoriske kurser for alle medarbejdere om god forvaltningsskik.
- Fortsat have fokus på at forbedre den allerede indførte IT-understøttede funktionsadskillelse, herunder indføre en software-baseret kontrol af adskilte roller som supplement til den nuværende manuelle kontrol.
- Tydeliggøre de interne retningslinjer om bibeskæftigelse og indføre en decideret anmeldelsespligt for medarbejdere for alle typer af bibeskæftigelse, der muligvis kan indebære en overtrædelse af Banedanmarks regler.
Fakta
Banedanmark modtog fra sommeren 2018 en række henvendelser fra Berlingske Tidende på baggrund af mistanke om bestikkelse, embedsmisbrug og tyveri relateret til 23 navngivne tidligere og nuværende ansatte i Banedanmark. Banedanmarks ledelse besluttede derfor at igangsætte en række interne undersøgelser. Som led i de interne undersøgelser, dukkede der dokumentation op af så alvorlig karakter, at Banedanmarks ledelse i foråret 2020 valgte at igangsætte en ekstern advokatundersøgelse for at komme helt til bunds i sagen. Til brug for undersøgelsen er der indhentet et meget omfattende materiale, herunder 1,2 millioner mails.
Banedanmark valgte i foråret 2020 at politianmelde en tidligere ansat og en entreprenør angående et sponsorat på 4.000 kr. til en fodboldklub i 2014. Denne sag er nu henlagt af politiet, og dette er stadfæstet af Statsadvokaten.
Banedanmark foretog før sommerferien yderligere en politianmeldelse af en tidligere ansat og den samme entreprenør, som var omfattet af den tidligere politianmeldelse for et sponsorat på kr. 5.000 i 2014 i forbindelse med et svømmestævne, et sponsorat på kr. 7.500 i 2012 til en julefrokost samt invitation i 2013 til gokart-kørsel og bespisning. Politiet er endnu ikke vendt tilbage til Banedanmark angående sagen om svømmestævnet. Kammeradvokaten vurderer ikke, at der er grundlag for yderligere politianmeldelser.
Der er alene konstateret to tilfælde af kritisabel adfærd i perioden efter 2015. I det ene tilfælde sendte en ekstern konsulent i 2016 en fortrolig forhørslederrapport til sin egen mail. I det andet tilfælde i 2018 inddrog en medarbejder en sikkerhedstilladelse i strid med de forvaltningsretlige regler. Sikkerhedstilladelsen blev efterfølgende genudleveret.
Kammeradvokatens rapport indeholder en række anbefalinger af ansættelsesretlig karakter. Seks ansatte har modtaget en skriftlig indskærpelse af diverse regler, og en enkelt medarbejder er varslet en skriftlig advarsel for forhold, som i al væsentlighed kan henføres til perioden 2011-15. Alle nuværende og tidligere medarbejdere omtales anonymt i rapporten.
Kontakt
Banedanmarks pressevagt, 8234 1313.