Fremtidssikring af jernbanen fra Fredericia til Skanderborg påvirker togtrafikken i otte dage
Fra den 4. til 12. september 2023 arbejder Banedanmark i sporet på strækningen mellem Fredericia og Skanderborg, hvor sporene fornyes og der gøres klar til elektrificering af strækningen. Arbejdet er et vigtigt fundament for fremtidens jernbane, som bliver både hurtigere og mere klimavenlig.
Det er efterhånden ikke gået nogens næse forbi, at den danske jernbane gennemgår en historisk stor opgradering i disse år. Strækninger elektrificeres, og et nyt digitalt signalsystem udrulles på hele fjernbanen, imens sporene fornyes flere steder.
Som vigtigt led i opgraderingen gøres sporene klar til fremtidens togtrafik - og i øjeblikket er Banedanmark i gang med at fremtidssikre jernbanen mellem Fredericia og Skanderborg.
"Det er vigtigt, at jernbanens fundamenter er i god form, så det er klar til nye klimavenlige eltog. I dag er jernbanen flere steder slidt og har brug for en kærlig hånd, ligesom man tager sin bil til service. I den her omgang skal vi blandt andet rense skærverne på strækningen mellem Fredericia og Vejle", siger anlægschef Jørn H. Jacobsen.
En bane til fremtiden
Ud over arbejdet med at rense skæverne i sporet gennemfører Banedanmark forberedende arbejder til udrulningen af det nye signalsystem og elektrificeringen af strækningen mellem Vejle og Skanderborg. Det er et arbejde med stor fremtidssikring:
"Vi fremtidssikrer jernbanen og bidrager dermed til den grønne omstilling, ligesom det arbejde, vi udfører, gør, at der i fremtiden kan køre flere tog på banen. Det er tilfredsstillende arbejde", fortæller anlægschef Jørn H. Jacobsen.
Arbejdet påvirker togtrafikken
Mens Banedanmark arbejder i sporet mellem Fredericia og Skanderborg, kan der ikke køre tog. Derfor indsætter DSB togbusser i perioden fra mandag aften den 4. september frem til tirsdag morgen den 12. september 2023. Og i den forbindelse har informationschef ved DSB, Tony Bispeskov, en besked til de rejsende:
"Vi opfordrer kunderne til at holde sig orienteret på Rejseplanen, der er opdateret med ændringerne. Derudover vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det desværre ikke er muligt at få sin cykel med i togbussen. Den begrænsede plads, som vi har til rådighed, reserverer vi til bagage, barnevogne og kørestole".
DSB indsætter flere slags busser på strækningen. De såkaldte 'hurtigbusser', der kører direkte mellem Fredericia og Skanderborg, 'ekspresbusser', som standser i Fredericia, Vejle, Horsens og Skanderborg og 'stopbusser', der standser ved alle de mellemliggende stationer.
Fakta om sporarbejdet Fredericia-Skanderborg
- Banedanmark spærrer sporene fra mandag aften den 4. september frem til tirsdag morgen den 12. september 2023.
- DSB indsætter Togbusser - man kan læse mere om togbusser på DSB's hjemmeside her.
- Strækningen Fredericia-Vejle: Arbejde med at rense skærverne i sporet. Læs mere om sporfornyelsen mellem Fredericia og Vejle.
- Strækningen Vejle-Skanderborg: Arbejde med renovering af broen ved Østerbrogade i Vejle. Desuden skal der laves forberedende arbejder til elektrificeringen mellem Horsens og Skanderborg.
Nu kan du køre med klimavenlige eltog mellem Holbæk og København
DSB's passagerer kan nu sætte sig til rette i eltog, efter at Banedanmark har elektrificeret strækningen mellem Holbæk-Roskilde.
Sådan blev banen bedre i 2024
I begyndelsen af december kunne Banedanmark afslutte det sidste af årets store sporarbejder. Det markerede samtidig afslutningen på et særdeles travlt år på jernbanen, hvor der er blevet fornyet, digitaliseret og elektrificeret i stor stil landet over. Tag med på en rundtur til årets projekter på jernbanen.
Rigsrevisionen offentliggør beretning om Banedanmarks Signalprogram
Rigsrevisionen har i dag offentliggjort en rapport, der omhandler sikkerheden omkring det nye digitale signalsystem.
Banedanmark undersøger grundlæggende årsag til fejl i signalsystemet
I torsdags opstod der en fejl i signalsystemet i Jylland, som påvirkede trafikken. Leverandøren har udbedret fejlen og er nu i gang med at analysere den bagvedliggende årsag. Der ikke noget, som tyder på eksternt påvirkning af systemet.