Banedanmark og tv-kendis flytter vild natur fra bane til baggård
I DR-serien ’Giv os naturen tilbage’ kan du nu følge med i, når Banedanmark og Frank Erichsen – også kendt som ’Bonderøven’ – spreder frø fra banenaturen til baggårde på Vesterbro i København. Eksperimentet skal styrke biodiversiteten i byen.
Man ser det ikke nødvendigvis med det blotte øje, men der gemmer sig både sjælden og smuk natur langs den danske jernbane. Et unikt plantesamfund, som vi ikke finder mange andre steder. Men dét har Banedanmark sammen med naturkenderen Frank Erichsen en mission om at lave om på.
I anden sæson af DR-serien ’Giv os naturen tilbage’, som ruller over skærmen nu, har Frank Erichsen været på jagt efter de vilde naturskatte ved banearealerne langs Ingerslevgade og Enghavevej på Vesterbro i København. Her har han fået hjælp af lokale beboere og Banedanmarks skov- og landskabsingeniør Sebastian Klint Grønbæk til at finde og høste de sjældne plantefrø fra banen.
Deres fælles mission er at sprede den unikke banenatur til københavnernes altankasser og baggårde i den vibrerende bydel Vesterbro for at styrke og sprede biodiversiteten fra banen.
"Jeg er meget glad for, at Banedanmark vil være med til at sprede den særlige form for natur og biodiversitet, som findes på deres arealer langs med banen, så borgerne på Vesterbro kan få glæde af den. Sådan håber jeg, at vi kan være med til at vende en negativ udvikling i biodiversiteten, så vi sikrer nye levesteder til planter og insekter, der er i fare for at uddø,” siger Frank Erichsen.
Transportminister Thomas Danielsen ser også stort potentiale for at styrke biodiversiteten via infrastrukturen.
”Vi skal have mange flere insekter i Danmark, og med vores veje og baner har vi store arealer, der kan bruges til at fremme biodiversiteten. Baner og veje er med til at binde naturområderne i landet sammen. Samtidig byder banearealerne på en helt særlig natur, og det er en rigtig god idé at sprede den til flere steder i byen.”
En ’hemmelig’ eksotisk banenatur langs skinnerne
Normalt har offentligheden ikke adgang til naturarealerne langs banen af hensyn til sikkerheden. Derfor har de færreste nok lagt mærke til, at der lever sjældne planter og insekter ved sporene.
”De gamle banearealer er interessante, fordi der har dannet sig en helt særlig naturtype, der er rå og næringsfattig, samtidig med at de er lysåbne. Det er guf for lys- og varmeelskende planter og insekter, som ikke lever ret mange andre steder,” fortæller skov- og landskabsingeniør Sebastian Klint Grønbæk.
Under optagelserne på Vesterbro fandt de blandt andet den lille humlebille og dværgblåfuglen, der er Danmarks mindste sommerfugl. Arter, som de håber, vil finde vej til altankasserne og bedene i baggårdene på Vesterbro.
Banearealernes særlige karakteristika giver nogle unikke betingelser for mange arter, som ellers har det svært i den danske natur. Her får de nemlig et frirum med livsbetingelser, som passer dem rigtig godt.
”Selvom vi befinder os midt i København, findes der sjælden natur, som vi nærmest ikke ser andre steder. De lever et stille liv her, men ved at ændre små ting helt lokalt kan vi forhåbentlig sætte fokus på den sjældne natur og styrke biodiversiteten i byerne. Det varme, tørre og golde klima minder jo faktisk lidt om steppe- og bjerglandskaber sydfra, og derfor kan man faktisk også finde en del eksotiske arter på vores baneterræner, som har taget toget hertil. De er blevet sået drypvis langs den danske jernbane, fordi betingelserne her passer til dem,” siger Sebastian Klint Grønbæk.
Programmet ’Giv os naturen tilbage’ på DR1, som lige nu er aktuelt med sæson 2, sætter fokus på de mange planter og insekter i Danmark, som er i fare for at forsvinde og uddø, og hvad der kan gøres for at vende udviklingen.
Fakta:
- Banedanmark ønsker at bidrage til den danske natur. Vi forvalter 4.500 hektar naturområder langs banen. Her findes et rigt og mangfoldigt dyre- og planteliv lige op og ned ad skinnerne, og naturområderne er levested for mange rødlistearter, som er særligt truede dyr og planter. Derfor vil Banedanmark gerne fremme den vilde natur og biodiversitet på vores arealer, mens vi vedligeholder, udvikler og fremtidssikrer jernbanen.
- Da naturen ligger op ad aktive sporarealer, er den af sikkerhedshensyn almindeligvis ikke tilgængelig for offentligheden. Banedanmark har derfor lagt arealer til frøindsamling, så natur og biodiversitet kan spredes til nye områder og så mange flere mennesker kan få lov at nyde den.
- Det er muligt for offentligheden at besøge nedlagte banearealer i Rødbyhavn, Struer, Jejsing og Lunderskov.
- Serien ’Giv os naturen tilbage’ vises på DR1 og DRTV i 2023.Første sæson af serien kan ses på DRTV første gang den 21. juni.
Nu kan du køre med klimavenlige eltog mellem Holbæk og København
DSB's passagerer kan nu sætte sig til rette i eltog, efter at Banedanmark har elektrificeret strækningen mellem Holbæk-Roskilde.
Sådan blev banen bedre i 2024
I begyndelsen af december kunne Banedanmark afslutte det sidste af årets store sporarbejder. Det markerede samtidig afslutningen på et særdeles travlt år på jernbanen, hvor der er blevet fornyet, digitaliseret og elektrificeret i stor stil landet over. Tag med på en rundtur til årets projekter på jernbanen.
Rigsrevisionen offentliggør beretning om Banedanmarks Signalprogram
Rigsrevisionen har i dag offentliggjort en rapport, der omhandler sikkerheden omkring det nye digitale signalsystem.
Banedanmark undersøger grundlæggende årsag til fejl i signalsystemet
I torsdags opstod der en fejl i signalsystemet i Jylland, som påvirkede trafikken. Leverandøren har udbedret fejlen og er nu i gang med at analysere den bagvedliggende årsag. Der ikke noget, som tyder på eksternt påvirkning af systemet.