Travl sommer med både nyanlæg og fornyelse på jernbanen
Der sker rigtigt meget på jernbanen i disse år – og specielt om sommeren benytter Banedanmark og banens øvrige aktører perioden med færre rejsende til at opgradere og forny. I år var ingen undtagelse.
Kørte du med tog på tværs af landet i sommerferien, så oplevede du måske at skulle med togbus, fordi banen var spærret flere steder. Og selvom det kan være irriterende, så giver det også jernbanesektoren mulighed for at gennemføre større fornyelses- og anlægsarbejder, der ikke kan udføres, mens der kører tog.
Denne sommer blev der arbejdet intensivt flere steder på hovedstrækningen mellem Sjælland, Fyn og Jylland.
Mellem Ringsted og Slagelse samt Høje Taastrup og Roskilde er Banedanmark i gang med en flerårig fornyelse af strækningerne. I år er der særligt blevet arbejdet med at renovere afvandingsanlæggene, der sørger for at lede vand væk fra sporene, så de ikke undermineres. I sommerferien benyttede Banedanmark desuden lejligheden til at udskifte fire slidte sporskifter ved Fjenneslev.
Sund & Bælt, der er ansvarlig for jernbanen over Storebælt, har også haft travlt i ferieperioden. Her er otte sporskifter blevet udskiftet ved stationerne ved Korsør og Nyborg. Sporskifterne var slidte efter mange års brug og blev derfor udskiftet som led i den løbende opgradering.
På Vestfyn har der ligeledes været stor aktivitet. Her anlægger Vejdirektoratet, i samarbejde med Banedanmark i øjeblikket en ny jernbane langs med motorvejen. Den nye jernbane skal aflaste den eksisterende bane og øge kapaciteten på jernbanen mellem landsdelene.
Denne sommer blev der bl.a. udført en række komplekse sporarbejder ved Kauslunde øst for Middelfart, hvor den eksisterende og den nye bane skulle kobles sammen i et stort udfletningsanlæg med højhastighedssporskifter.
Men det er ikke kun på hovedstrækningen mellem landsdelene, at der er blevet arbejdet hen over sommeren. I Aarhus er der blevet arbejdet på at forny og forlænge endnu en af stationens perroner og i Nordjylland, har den lille station Kvissel mellem Frederikshavn og Hjørring fået en ordentlig makeover.
Du kan se billeder fra det hele hér – og tak for tålmodigheden denne sommer, mens vi byggede banen bedre.

Sammen holder vi banen fri for træer
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.
Skinnefræseren tilbage i Danmark
Den 155 tons tunge skinnefræser vender tilbage til Danmark for at fræse små revner væk fra skinnerne. Første stop på efterårets turné er Nordvestbanen
Kvissel Station er fornyet og klar til fremtiden
Efter en sommer med omfattende anlægsarbejde står Kvissel Station nu klar med nye perroner, fornyede spor og bedre adgang til togene. Den 19. september blev stationen indviet ved en festlig dag arrangeret af lokale kræfter.
Bedårende bi er flyttet ind et nyt sted i banenaturen
Et simpelt og billigt biodiversitetsprojekt i Banedanmark har vist fine resultater, og nye insekter og planter er nu at finde i naturen langs jernbanen mellem Fredericia og Padborg.