Status på arbejdet med sporskifter på Nykøbing Falster St

Tekniske problemer med sporskifter på Nykøbing Falster St. har givet ændringer i togdriften. Banedanmark har nu etableret en midlertidig teknisk løsning, der gør det muligt at afvikle den normale køreplan til og fra Nykøbing Falster.
Som led i opgraderingen af Nykøbing Falster Station er mange af stationens gamle sporskifter blevet udskiftet med nye. Da sporskifterne blev taget i brug i begyndelsen af december, opstod der imidlertid tekniske problemer med nogle af de centrale sporskifter på stationen.
Siden har Banedanmarks teknikere arbejdet intensivt på at løse problemet, og Banedanmark forventer nu, at en midlertidig teknisk løsning vil være klar fra mandag d. 17. januar 2022, hvor det igen vil være muligt at afvikle den fulde køreplan på Nykøbing Falster Station. DSB går nu i gang med at planlægge opstart af fuld trafik og vil selv melde nærmere ud herom.
Passagererne på Lollandsbanen skal endvidere være opmærksomme på, at ændring af ankomstspor på Nykøbing Falster St. kan give udfordringer ved skift til tog mod København. Det skyldes, at det desværre ikke er teknisk muligt at lade Lokaltogs tog ankomme på modsatte side af samme ø-perron, som toget mod København afgår fra, sådan som det normalt er tilfældet.
Banedanmark opfordrer fortsat togpassagerer til og fra Nykøbing St. til at planlægge rejsen på Rejseplanen. Det er desuden en god idé at holde sig opdateret på DSB’s og Lokaltogs hjemmesider.
Rent teknisk består et sporskifte dels af jerndelene, og dels af sporskiftedrevet, der er den motor, der sætter sporet i den rigtige retning.
Både installationen af jerndelene og drevene i sporskifterne på Nykøbing Falster St. er godkendte, men når de to godkendte delelementer skal arbejde sammen, så mangler der nogle millimeter for, at sporskiftet kommer inden for den såkaldte tolerance, der angiver, hvor tæt sporskiftet skal lukke.

Sporombygningen i Vestjylland fortsætter på Ringkøbing Station
I maj og juni ombygger Banedanmark spor 1 og spor 2 på Ringkøbing Station. Med nye spor og sporskifter bliver stationen klar til fremtidens klimavenlige batteritog.

Banedanmark fortsat på udkig efter en ejendomsudvikler til brobuerne ved Nørrebro Station
Banedanmark udsendte tidligere i år udsendt et udbud af ejendomsudvikling af de ni brobuer under højbanen ved Nørrebro Station. Ingen bød imidlertid på udbuddet, og Banedanmark vil nu se på de fysiske forhold og de byggetekniske udfordringer.

Sammen fejrede vi vores allesammens Lillebæltsbro
I lørdags blev de danske broers “Grand Old Lady” fejret med en stor fødselsdagsfest. I 90 år har Lillebæltsbroen nemlig bundet Danmark sammen og sikret, at mere end 70.000 tog med passagerer og gods årligt har kunnet passere bæltet og nå hurtigt frem til deres destinationer.

Lillebæltsbroen fylder rundt
I 90 år har Lillebæltsbroen bundet Danmark sammen, og den ca. 300.000 tons tunge beton- og stålkonstruktion er i god form og klar til 90 år mere. Lørdag den 10. maj bliver fødselsdagen markeret på begge sider af broen – og naturligvis også på selve broen.