Elever og minister er ude med leen på første skoledag
Elever fra Jejsing Friskole står for naturplejen på en del af den lukkede banestrækning mellem Tinglev og Tønder. For at fremme de unikke plantearter i området slår eleverne græsset med le på gammeldags manér. På den gamle og nu lukkede banestrækning mellem Tinglev og Tønder vokser der mange sjældne urter og andre nøjsomme plantearter. Det gør der, fordi eleverne fra Jejsing Friskole siden efteråret 2018 har stået for naturplejen på en del af den lukkede banestrækning. For at fremme de unikke plantearter i området slår eleverne græsset med le på gammeldags manér.
"Naturen langs de danske jernbaner er flere steder helt unik. Jeg har derfor bedt Banedanmark om at undersøge, hvordan vi bedst muligt kan fremme biodiversiteten langs vores jernbanenet. Et af initiativerne er at slå græsset med le for på den måde at pleje naturen langs nedlagte banestrækninger. Det vil på sigt - sammen med flere kommende projekter - bidrage til at gøre Danmark endnu mere grøn," siger transportminister Benny Engelbrecht.
Banedanmark arbejder for at fremme mere vild natur langs jernbanenettet, der er guf for sjældne plante- og dyrearter. Langs den danske jernbane er der 4.500 ha naturområde – svarende til ca. 6.400 fodboldbaner. Noget af det er skov, mens andet er grus-arealer og krat.
Børnene slår græsset med le
Arealet på den lukkede banestrækning mellem Tinglev og Tønder er i dag et selvgroet skovlandskab med unge vedplanter. Banen har ikke været i brug siden 2002.
Når banedriften ophører, spirer træer og buske frem, og fortrænger langsomt de tørkeelskende urter og insekter fra de gamle banearealer. InfraNatur-projektet, der er et samarbejde mellem Banedanmark og Miljøstyrelsen, sikrer, at det ikke sker.
Skole- og naturvejleder Poul Erik Hunderup fra Jejsing Friskole har igennem flere år blandt andet haft elever med på sanketur efter spiselige vilde urter på arealet, ligesom eleverne gennem de seneste to år har stået for naturplejen i området – bl.a. ved at slå græsset med le:
”Eleverne har naturligvis fået undervisning i at bruge leen, inden de blev ’sluppet fri’ på arealet. Vi har også arbejdet med næringsstoffers betydning og artskendskab i faget Natur og Teknik. Vi håber, at vi efter et par vækstsæsoner kan påvise, at diverse urter og insekter nyder godt af vores naturpleje og enten vil genindvandre eller stige i antal,” siger Poul Erik Hunderup.
Der er allerede offentlig adgang til arealerne i dag, men der må gerne komme endnu flere besøgende til området, lyder opfordringen fra Randi Skogstad, der er direktør for Infrastruktur i Banedanmark:
”Der er helt klart et potentiale for at styrke undervisningen med viden om biodiversitet og naturpleje. Erfaringerne fra Jejsing Friskole kan muligvis bruges på andre skoler, ligesom vi gerne ser, at endnu flere benytter muligheden for at opleve naturen langs den nu lukkede strækning,” siger hun og fortsætter:
”Når eleverne slår græsset med le, får urterne plads – og der kommer forhåbentlig flere af dem. Det er både til gavn for bier, sommerfugle og spindlere. Og for de borgere, der besøger området og oplever noget helt særligt natur.”
Syv forskellige banearealer er med i InfraNatur-projektet. Et af dem er den lukkede banestrækning mellem Tinglev og Tønder, der er hjemsted for sjældne insekter og planter, som Blåhat, Liden Klokke og Rødkløver.
Fakta:
Banearealer i InfraNatur:
København, Glostrup, Ullerslev, Struer, Lunderskov, Rødbyhavn & Jejsing – de sidste fire arealer er åbne for offentligheden.