Elektrificeringen af jernbanen forventes at blive forsinket
Banedanmark er i gang med at elektrificere en stor del af det statslige jernbanenet for at gøre jernbanen klar til klimavenlige eltog.
Banedanmarks leverandør af elektrificeringen skulle efter planen have været færdige med at elektrificere den jyske hovedstrækning fra Fredericia-Aarhus-Aalborg i december 2026.
Men på grund af manglende fremdrift i arbejdet, orienterer Banedanmark nu om en mulig forsinkelse af elektrificeringsprogrammet.
Forsinkelsen af den jyske hovedstrækning vil ramme alle øvrige strækninger under elektrificeringsprogrammet, og derfor forventer Banedanmark heller ikke, at Holbæk-Kalundborg, Dronning Margrethe ll's Bro, Nykøbing Falster Station og ned til den nye Rødby Station vil være elektrificeret til de fastsatte deadlines.
”Elektrificeringen af jernbanen er et stort og vigtigt projekt, der gør fremtidens togrejse mere klimavenlig og stabil. Vi kan dog konstatere, at der mangler fremdrift i arbejdet, og derfor er det ikke længere realistisk, at den nuværende tidsplan holder. Banedanmark er i konstruktiv dialog med leverandøren og har fuldt fokus på, at arbejderne gennemføres hurtigst muligt,” siger Jette Aagaard, der er programdirektør for Elektrificeringsprogrammet i Banedanmark.
Banedanmark og leverandøren er i dialog om, hvordan elektrificeringen af den jyske hovedstrækning kan gennemføres hurtigst muligt. Derfor er det på nuværende tidspunkt uklart, hvor lang forsinkelsen forventes at blive.
Nu digitaliserer vi Aarhus Hovedbanegård
I uge 41 begynder arbejdet med at skifte de gamle signaler ud med det nye, digitale signalsystem på Aarhus Hovedbanegård. Det nye system skal få togtrafikken til at glide lettere – og det betyder, at du som passager kan se frem til færre forsinkelser og kortere rejsetider.
Podcast: Bag om banen
Hvor svært kan det være at drive, vedligeholde og opgradere fremtidens jernbane? Det kan du høre mere om i denne podcast fra Banedanmark, hvor vi fortæller om de mange projekter på jernbanen. Der er nok at se til, for der er i disse år masser af aktivitet i og omkring sporet.
Banedanmark går i foråret 2025 i gang med historisk opgradering af jernbanen i Aarhus
Banedanmark har lagt sidste hånd på planlægningen af en omfattende ombygning af jernbanen til, fra og på Aarhus H. Læs, hvordan spor, perroner, signalsystem og flere broer ombygges, og hvordan jernbanen gøres klar til at køre eltog.