Om projektet
Vejdirektoratet og Banedanmark gennemfører en strategisk analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt. Her på siden kan du læse om, hvad det indebærer.
Det er politisk besluttet, at der i perioden 2023 til 2025 skal gennemføres en strategisk analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt. Formålet med analysen er at give et bredt grundlag for en politisk drøftelse af projektet, og en eventuel beslutning om at undersøge projektet nærmere i efterfølgende analysefaser.
Denne strategiske analyse undersøger forskellige linjeføringsmuligheder på tværs af Lillebælt:
Undersøgelsesområdet for en ny forbindelse over Lillebælt
Analysen skal både kigge på en mulig vejforbindelse, en mulig jernbaneforbindelse og en mulig kombineret vej- og jernbaneforbindelse.
Arbejdet er opdelt i to overordnede faser. Først en screeningsfase, hvor der kigges på en række forskellige linjeføringer, og efterfølgende en konkretiseringsfase, hvor der udvælges fx tre eller fire alternativer, som belyses mere i dybden.
For den rene vejforbindelse skal der bl.a. ses på en forbindelse parallelt med Den Nye Lillebæltsbro, samt en mulig inddragelse af nødspor til et fjerde kørespor på Den Nye Lillebæltsbro. For den rene jernbaneforbindelse skal der bl.a. ses på en tunnel under Lillebælt, der forbinder den nye jernbane på Vestfyn til et punkt vest for Fredericia.
For at komme nærmere en vurdering af, hvilke perspektiver der vil være i en ny forbindelse, samt mulighederne for placering i området, skal der foretages en række overordnede analyser af forskellige relevante forhold.
Den strategiske analyse skal blandt andet se på følgende:
Kan en forbindelse anlægges som bro og/eller tunnel?
Måden den kan bygges på afhænger blandt andet af muligheder for linjeføringens placering i området, hvor der for eksempel kan være forskellige typer af jordbund, naturforhold, bebyggede områder mv.
Hvor meget vil ny forbindelse koste at anlægge?
Det vil i den forbindelse indebære omkostninger til udvinding, transport og anvendelse af materialer til at bygge projektet.
Hvilke overordnede natur- og miljøpåvirkninger vil der vil være?
Der gennemføres en screening af natur- og miljømæssige konsekvenser på baggrund af tilgængelig viden og data om miljø- og naturforhold, herunder også støjmæssige vurderinger, - både i forhold til områder på land og på tværs af Lillebælt.
Hvordan forventes områder langs anlægget at blive påvirket af støj?
Der skal her laves en overslagsmæssig vurdering af projektets støjpåvirkning af støjfølsomme områder i driftsfasen for både vej- og jernbaneforbindelsen.
Hvilken betydning vil projektet have for trafikken?
Både i forhold til den samlede trafik mellem Øst- og Vestdanmark, samt hvordan lokaltrafikken vil blive påvirket.
Hvilke konsekvenser vil der være for klimaet?
Analysen skal se på udledning af eksempelvis CO2 i forhold til anlæg af forbindelsen, og i forbindelse med den trafik, der vil være efter åbningen.
Hvordan vil en ny forbindelse påvirke erhvervslivet?
En bedre tilgængelighed mellem Fyn og Jylland kan ændre forholdene og mulighederne for det lokale og regionale arbejdsmarked. Arbejdstagere og arbejdsgivere kan få lettere adgang til hinanden, ligesom omkostninger ved at transportere varer og tjenester kan reduceres.
Kan det samlet set betale sig for samfundet at investere i projektet?
Der vil blive gennemført beregninger af, om de omkostninger, der forventes at være ved projektet (eks. anlægsomkostninger) opvejes af de gevinster, som projektet giver tilbage til samfundet (eks. tidsgevinster i trafikken).