Malerarbejde kræver kortvarig natspærring af Oddesundbroen

Oddesundbroen spærres for trafik i nattetimerne frem til den 3. august på grund af malerarbejde.
I løbet af juli, august og september maler Banedanmark det første af tre buefag på Oddesundbroen. Malerarbejdet kræver nu en natspærring af Oddesundbroen i perioden 23. juli til 3. august.

I løbet af de kommende måneder maler Banedanmark det første af tre buefag på Oddesundbroen. De efterfølgende buer er planlagt til at blive malet i henholdsvis 2021 og 2023. Arbejdet skal gennemføres i sommermånederne for at sikre, at malerarbejdet kan udføres under de bedst mulige forhold mht. temperaturer og fugtforhold. 

Der er allerede nu etableret en del af det stillads, der skal anvendes i forbindelse med malerarbejdet. Entreprenøren vil i de kommende uger arbejde videre med etablering af et endnu større stillads. Det store stillads skulle oprindeligt have været sat op i uge 27, men det kunne ikke lade sig gøre pga. dårligt vejr med regn og meget kraftig vind. 

Entreprenøren har i samme forbindelse vurderet, at der er behov for at bruge kran til opsætning af stillads over kørebanen og over sporet. Det betyder desværre, at det ikke er muligt at undgå natspærring af broen for al biltrafik.

Ingen biltrafik fra midnat

“Der vil ske en spærring af broen for al biltrafik mellem kl. 00.05-05 i dagene fra torsdag d. 23. juli til og med mandag d. 3. august. Det er ærgerligt, at det nu bliver nødvendigt at spærre for biltrafik om natten. Men det kan desværre ikke undgås,” siger Randi Skogstad, der er direktør for Infrastruktur hos Banedanmark og fortsætter: 

“Spærringen af broen har ikke nogen indflydelse på togtrafikken, da arbejdet gennemføres i intervaller, hvor der normalt ikke kører tog.” 

Bilister må dog i perioden ud på en længere omvej, hvis de kører om natten. Hverken fortov eller cykelstien på broen er spærret i perioden, og det er aftalt, at udrykningskøretøjer altid kan kontakte brovagten og anmode om at få broen åbnet. 

“Det er vigtigt at understrege, at spærringen altså ikke vil medføre nogen forringelse af udrykningskøretøjers mulighed for at passere broen,” siger Randi Skogstad. 

I den periode, hvor Oddesundbroen er spærret for biltrafik i nattetimerne, opfordrer Banedanmark bilister til og fra Thy til enten at passere broen inden midnat eller benytte Rute 26 via Mors.

Fakta om Oddesundbroen: 

Oddesundbroen åbnede for trafik i 1938. Broen er 472 m lang, og hver enkelt buefag er 70 m. Broen er en klapbro, og klapfaget spænder over en 30 m bred sejlrende. Buefagene er sidst hovedrenoveret i 1987-1988, og der er senest foretaget pletreparation af buefagene i 2007. 
Selve malerarbejderne på Oddesundbroen er en kontinuerlig proces. Broklappen blev malet i 2017, og fra 2022 og i årene frem er det stålunderbygningens tur igen. Malingen beskytter broens stålkonstruktioner og forventes at holde i 25-40 år. 

Fredag den 17. juli blev der opsat 11 skilte i området, inkl. ved Struer og Vilsund, der gør opmærksom på vejspærringen. Der er indsat et kort nedenfor, som viser, hvor de 11 skilte er sat op. Der udsendes desuden TMC-besked til bilisternes GPS’er.

Kontaktinformation:

For yderligere informationer kan journalister henvende sig til Banedanmark presse på telefon 8234 1313 eller mail presse@bane.dk