Fordelingsstationer skal sætte strøm til fremtidens el-tog

Natten til onsdag den 25. november bugserer Banedanmark et én kilometer langt føringsrør gennem Københavns Havn. Røret skal føre kabler fra H.C. Ørstedsværket til en af seks fordelingsstationer, som skal levere strøm til de nye el-tog, der kommer til at køre på fremtidens grønne jernbane.

Natten til onsdag den 25. november bugserer Banedanmark et én kilometer langt føringsrør gennem Københavns Havn. Røret skal føre kabler fra H.C. Ørstedsværket til en af seks fordelingsstationer, som skal levere strøm til de nye el-tog, der kommer til at køre på fremtidens grønne jernbane.

Fremtidens tog kræver strøm. Og med stadig flere strækninger på jernbanen, hvor der kan køre eltog, skal der også være nok af den. Derfor er Banedanmark i gang med at bygge eller opgradere i alt seks fordelingsstationer. De skal sikre, at der er strøm nok til de nye el-tog, som vil komme til at indtage jernbanen i de kommende år. Og for passagererne vil det betyde, at toget vil blive en endnu mere grøn og klimavenlig transportform.

Som led i byggeriet transporterer Banedanmark natten til onsdag den 25. november et én kilometer langt kabelrør gennem Københavns Havn. Røret skal i sin fulde længde fragtes med slæbebåd fra Selinevej på Amager til H.C. Ørstedsværket. Via en tunnel 17 meter under jorden skal røret trækkes til Gamle Vasbygade 50, hvor byggeriet af den første af i alt seks fordelingsstationer netop er gået i gang. Herefter vil røret få indlagt et forsyningskabel på 132kV, som skal forsyne den nye fordelingsstation med strøm.

”Vi har gang i rigtig mange store og vigtige investeringer for at fremtidssikre vores jernbane, og vi har for nylig sendt det første nye ellokomotiv på skinnerne. Det er et vigtigt skridt på vejen mod den grønne omstilling af den kollektive transport, at togene på fremtidens jernbane kører på strøm, og derfor skal vi selvfølgelig også gøre klar til, at alle de nye el-tog kan forsynes med strøm lige så snart, de er klar til afgang fra stationerne,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

At kablet skal bugseres i sin fulde længde, er ganske usædvanligt. Det skyldes, at kablet ikke kan svejses efter at være blevet trukket gennem Københavns Havn. Derfor har det været nødvendigt at transportere kablet i sin fulde længde inden svejsning.  Den kommende fordelingsstation i København kommer til at have adresse på Gamle Vasbygade 50, hvor den får et areal på 1.000 kvadratmeter. På nuværende tidspunkt er det forventningen, at den vil stå færdig til februar 2022, hvor den vil være klar til at forsyne de nye el-tog med strøm.

”Efter at have færdiggjort arbejdet med at bore de to underjordiske tunneler, hvor kabelrørene skal lægges ind, er jeg utroligt glad for, at vi nu er nået til en ny fase i byggeriet af den nye fordelingsstation på Gamle Vasbygade. Det er jo noget af et projekt at få bugseret rør, der er én kilometer lange, på tværs af København. Derfor gør vi det også om natten, så vi generer trafikken i Københavns Havn mindst muligt, ” siger Jette Aagaard, projektdirektør i Banedanmark.

Udover en fordelingsstation i København vil Banedanmark også komme til at bygge tre nye fordelingsstationer i Marslev, Slagelse og Gelsted. Derudover vil to fordelingsstationer i Roskilde og Fredericia også blive opgraderet, så det vil være muligt at håndtere den øgede mængde af el-tog, der de kommende år vil komme til at køre på jernbanen mellem København og Fredericia.

FAKTA:

Fire nye fordelingsstationer opføres i:

København (færdig februar 2022)
Marslev (færdig marts 2023)
Slagelse (færdig december 2023)
Gelsted (færdig ultimo 2021)

Opgradering af to fordelingsstationer:

Roskilde (forventes færdig i 2021)
Fredericia (forventes færdig i 2021)