Det nye signalsystem på vej mellem Snedsted og Bedsted

Banedanmark har i denne uge taget det nye signalsystem i brug mellem Thisted og Snedsted – og går nu i gang med næste etape på Thybanen, som i løbet af foråret får det nye signalsystem.

Udrulningen på Thybanen foregår i fire etaper, hvor strækningen fra Thisted til Snedsted er blevet færdig som første etape. Strækningen mellem Snedsted og Bedsted står for tur, hvor naboer og trafikanter fra den 1. marts og op til 14 dage frem må væbne sig med tålmodighed, mens Banedanmark arbejder i og ved sporet.

”Vi har gennemført første etape og har i denne uge taget det nye signalsystem i brug mellem Thisted og Snedsted. Nu ser vi frem til at tage fat på den næste etape mellem Snedsted og Bedsted,” siger programchef Thilde Restofte Pedersen fra Banedanmark.

De næste par uger kan togpassagererne forvente et ekstra ophold på Snedsted Station i nordgående retning på tre og halvt minut, når togene skal omstilles fra det gamle signalanlæg til det nye signalsystem. I den sydgående retning forventes der ingen forsinkelser.

Banedanmark sætter det nye signalsystem i drift frem til påske
Banedanmark fortsætter frem til påske med udrulningen af det nye signalsystem på Thybanen. Det sker bid sammen med Arriva, som har togdriften, og Thales-Strukton, som leverer signalsystemet. Det nye system bliver taget i brug, efterhånden som de enkelte etaper bliver færdige.

På etape to mellem Snedsted og Bedsted bliver togtrafikken berørt etapevis i weekenderne. Biltrafikken vil blive påvirket i hverdagene, idet der lukkes for overkørsler, mens der arbejdes på bomanlæggene. Arbejdet er tilrettelagt, så ”nabo-overkørsler” ikke vil være afspærrede samtidig, så bilisterne får så kort en omvej som muligt. Naboer, trafikanter og togpassagerer opfordres til at holde sig opdateret via Banedanmarks hjemmeside og på Rejseplanen.dk.

Med Thybanen udruller Banedanmark det nye signalsystem på endnu en togstrækning i landet. Hidtil er systemet taget i brug på Vendsysselbanen, strækningen Roskilde-Køge og to S-banelinjer i København. Det nye signalsystem skal sikre, at der i fremtiden vil være markant færre signalfejl på togdriften i Danmark. Erfaringerne fra Banedanmarks første strækninger, der har fået signalsystemet installeret, viser, at systemerne her har givet flere tog til tiden, så passagererne oplever færre forsinkelser grundet signalfejl.

Fra fysiske signaler til digital styring
Inde i toget mærker man som passager ingen forskel med det nye signalsystem, men for lokomotivførerne udgør det en kæmpe forskel, da signalerne er flyttet ind i førerrummet. Lokomotivførerne, som er uddannede i systemet, får signalerne på en computerskærm, hvor de tidligere skulle holde øje med signaler langs med banen og i nogle tilfælde være i telefonisk kontakt med kommandoposter. Nu er det Banedanmarks trafiktårn i Fredericia, som i dagtimerne står for fjernstyringen af den jyske strækning med det nye signalsystem. Trafikken styres fra Aalborg om aftenen, natten og i weekender.

”Det er en stor fordel, at vi her i det jyske har været igennem pionerstrækningen Lindholm-Frederikshavn, som fik det nye signalsystem i oktober 2018. Her har vi alle: leverandøren, Banedanmark og operatøren, lært at bruge systemet, og det kommer til gavn for Thybanen og kommende strækninger, der skal udstyres med det nye signalsystem,” siger Thilde Restofte Pedersen.

Fakta om nyt signalsystem på Thybanen

  • Etape 1: Snedsted – Thisted (i drift fra den 24. februar)

     

    Overkørslerne ved Brogårdsvej (sti), Todbølsvej til Todbølsvej nr. 48 og nr. 17, Gjersbølvej og Hovedgaden berøres ikke.

     

    Kommende spærringer af overkørsler på strækningen Bedsted-Snedsted (etape 2)

  • Sigurd Müllers Vej:1. marts kl. 01:00 til 6. marts kl. 23:00

     

  • Tårnvej/Legindvej:1. marts kl. 01:00 til 6. marts kl. 23:00

     

  • Vestervigvej:1. marts kl. 01:00 til 6. marts kl. 23:00

     

  • Galgebakkevej:1. marts kl. 01:00 til 6. marts kl. 23:00

     

  • Tøvlingvej:8. marts kl. 18:00 til 13. marts kl. 04:00

     

  • Damgårdsvej:8. marts kl. 18:00 til 13. marts kl. 04:00

     

  • Gundgårdsvej: 8. marts kl. 18:00 til 13. marts kl. 04:00

     

  • Spangbjergvej/Kildedal: 8. marts kl. 18:00 til 13. marts kl. 04:00
  • Etape 2: Bedsted – Snedsted
  • Etape 3: Hvidbjerg – Bedsted
  • Etape 4: (Struer) – Hvidbjerg

    Aktuelle spærringer af overkørsler på strækningen Snedsted-Thisted (etape 1)

  • Dragsbæksvej:23. februar kl. 06:00 til 6. marts kl. 12:00

Overkørslen ved Hørstedvej berøres ikke.

Om Signalprogrammet

De gamle signaler på det danske jernbanenet er slidte og teknologisk forældede. Teknologien stammer oprindeligt fra 1912 og blev senest opgraderet i efterkrigstiden. Derfor skal signalerne erstattes af et nyt digitalt signalsystem. Banedanmark er i gang med et af Danmarkshistoriens største jernbaneprojekter: Et nyt topmoderne digitalt signalsystem, Signalsystemet kaldes ERTMS og er baseret på en fælles europæisk standard for overvågning og kontrol af jernbanetrafikken. Når det nye signalsystem er rullet ud, kan der køre flere tog, og flere tog til tiden.

For yderligere information kan journalister Banedanmark via pressetlf. 8234 1313 eller mail: presse@bane.dk

Læs mere om Signalprogrammet på Banedanmarks hjemmeside bane.dk/nye signaler