Banedanmark udskifter de bevægelige brolejer på Jernbanebroen over Limfjorden
Som en del af det løbende vedligehold på den 82 år gamle jernbanebro skal Banedanmark udskifte de bevægelige brolejer. Arbejdet foregår, mens banestrækningen mellem Aalborg og Brønderslev i forvejen er spærret, og af sikkerhedsmæssige årsager er også Kulturbroen lukket, mens arbejdet står på. Gennemsejling under broen opretholdes, mens arbejdet står på.
Banedanmark udfører løbende vedligehold af den gamle Jernbanebroen over Limfjorden. I år er arbejdet nået til en nødvendig udskiftning af de bevægelige brolejer, der er med til at sikre, at broen kan klare temperaturudsving og de udvidelser og sammentrækninger, der forekommer, når det bliver henholdsvis varmere og koldere.
Broen vil blive løftet en smule, hvorefter de gamle lejer bliver fjernet og udskiftet med nye. Inden løftet bliver skinnerne skåret over, og når de nye lejer er på plads, bliver skinnerne svejset sammen igen.
Banedanmark begynder arbejdet den 13. juli, og det varer til slutningen af september.
”Arbejdet skal gennemføres i sommermånederne, hvor vi har de bedst mulige forhold med hensyn til temperaturer og andre vejrforhold. Desuden kræver projektet flere sporspærringer, og det kan denne sommer fint sammenlægges og koordineres med det andet store Banedanmarkprojekt tæt ved jernbanebroen – nemlig anlæggelsen af Ny Bane til Aalborg Lufthavn,” siger Bianka Saarnak, områdechef i Banedanmark.
Ved at koordinere projekterne påvirkes på jernbanetrafikken mindst muligt i den pågældende periode.
Skibstrafikken afvikles som normalt
Broen åbnes fortsat for skibstraffik i hele perioden, og der er ingen begrænsninger for lystbåde samt erhvervsfartøjer.
Kulturbroen spærres
I forbindelse med arbejdet vil Kulturbroen, den kombinerede gang- og cykelbro som er bygget på vestsiden af Jernbanebroen over Limfjorden, blive afspærret i perioden 13. juli - 14. august.
”Som følge af at Banedanmark skal udskifte lejerne på Jernbanebroen, har vi vurderet, at det af sikkerhedsmæssige årsager er nødvendigt at lukke Kulturbroen og spærre for al trafik i perioden fra 13. juli til og med 14. august. Vi ved godt, at det vil være til stor gene for alle dem, der dagligt krydser Limfjorden via Kulturbroen. Men sikkerheden kommer naturligvis i første række, og udskiftningen af lejerne er nødvendig,” siger Henrik Jess Jensen, som er afdelingsleder i Trafik og Veje i By- og Landskabsforvaltning i Aalborg Kommune.
”Til gengæld glæder vi os over, at det er lykkedes at fremrykke anlægsarbejdet på den anden Limfjordsbro - den vej- og stibærende - så meget, at vi fra søndag den 5. juli kan åbne for gående og cyklister i den vestlige side af Limfjordsbroen.”
Jernbanebroen over Limfjorden
- Jernbanebroen over Limfjorden blev opført i perioden 1935–1938. Broen består af ni brofag, som er opbygget som gitterdragere i stål, og broen understøttes af 8 bropiller og to endevederlag.
- Broens samlede længde er 403 meter og det midterste af de ni fag er et klapfag med en gennemsejlingsbredde på 30 meter. Broen åbnes 4000 gange årligt, og der foretages 10.000 gennemsejlinger årligt.