Banedanmark renoverer elevatorer på Støvring Station

I efteråret og frem til sommeren 2019 sætter Banedanmark 28 elevatorer i stand på 13 stationer rundt omkring i landet. Den 3. september begynder totalrenoveringen af elevatorerne på spor 1 og 2 på Støvring Station for at sikre, at de også i fremtiden kan sørge for, at man som passager kan komme fra perron til perron.

Totalrenoveringen varer otte uger, fra den. 3. september til den 30. november. Hver elevator skal have slebet og malet tårnet, taget skal udskiftes, ligesom kabinen bliver renoveret. Der installeres ny hydraulik og elektronik, og derudover bliver dørene udskiftet.

"Vi vil gerne sikre passagererne den bedst mulige drift og undgå, at de møder en elevator, der pludselig ikke virker. Elevatorerne skal ligesom alt andet teknik vedligeholdes og fornyes fra tid til anden. Elevatorerne på stationerne bliver brugt rigtig meget, og det er en god ting.", siger Marta Karvig, projektleder i Banedanmark.

Det er kun på stationerne i Støvring og Bramming, at elevatorerne får hele turen. Andre steder udskifter vi kun dørene.

Støj og hjælp til at komme videre
Mens arbejdet står på, kan passagererne ikke benytte elevatorerne.

Handicappede og gangbesværede med rollator har mulighed for at få hjælp til at komme til nærmeste station via DSB's Handicapservice. Det kræver et opkald 12 timer i forvejen på 7013 1415, i tidsrummet kl. 8-15. Man kan også tage toget og køre i den modsatte retning, benytte elevatoren dér, for så at tage det rigtige tog.

"Der er desværre ingen vej uden om den gennemgribende renovering, og vi beklager ulejligheden for passagerer, der ikke kan tage trapperne. Vi står altid til rådighed, hvis nogle skulle have spørgsmål til renoveringsarbejdet", afslutter Marta Karvig.

Der kan opstå støj og i forbindelse med Banedanmarks arbejde på stationen og de nærmeste naboer er informeret. Ligesom der også kan køre tunge køretøjer på vejene i området, når der fragtes materialer til og fra stationen.

Kontaktinformation 
For yderligere information kontakt Banedanmarks presseafdeling på tlf.: 82 34 13 13