Høj aktivitet på Ringsted-Femern Banen
Første bropakke er afsluttet, og forude venter endnu tre store bropakker. Dertil kommer en omfattende sporombygning og håndtering af mange hundrede ton jord i forbindelse med etableringen af det nye dobbeltspor, som skal lede togtrafikken frem mod den kommende Femern Bælt-forbindelse.
Travlhed og høj aktivitet præger stueetagen i Banehuset, hvor mere end 70 mænd og kvinder arbejder på at styre Ringsted- Femern Banen sikkert i mål. Alt fra projektering, jura, ekspropriationsforretning, kontraktstyring og koordinering af tidsplaner med vores entreprenør håndteres internt herfra. Derudover suppleres der med et lokalt byggepladskontor i Vordingborg, hvor flere medarbejdere fra programmet også har deres daglige gang.
Efter vi blev færdige med 18 vejbroer på Lolland og Falster, er
programmet her i foråret for alvor kommet i gang med udførelsen på
flere entrepriser. Vi havde vores ”ilddåb” i påsken, hvor arbejderne
forløb planmæssigt – og det tegner godt for de kommende arbejder,Klaus Jørgensen, Anlægschef i Ringsted-Femern Banen
Synlige ude i landskabet
Men ikke kun ved skrivebordene er der travlhed. I marken arbejder vores entreprenører på flere forskellige lokationer. Specielt er vi meget synlige på Sydsjælland og Falster, hvor der i øjeblikket arbejdes med afvanding og ombygning af perronerne på Eskilstrup Station.
Mange hundrede ton jord er ved at blive håndteret og fjernet i forbindelse med to store kurveudretninger på strækningerne ved Glumsø og Eskilstrup. Herefter skal sporet genetableres med mindre skarpe kurver, som fremover gør det muligt at øge farten til 200 km/t.
At der generelt er en del ”blød jord” i området er endnu et fokusområde, der også kræver ekstra opmærksomhed. Derudover arbejdes der på seks nye broer - et arbejde som netop er igangsat. De nye broer skal gøres både højere og bredere, så der bliver plads til et ekstra spor og det nye kørestrømsanlæg i forbindelse med elektrificeringen af strækningen. I alt skal mere end 100 broer ombygges eller genopføres, hvor Masnedsundbroen er et af de helt store broarbejder, som også så småt er sat i gang.