Falske forsinkelser på infoskærme kan forekomme på Sydbanen

Der kan i øjeblikket forekomme sporadiske falske forsinkelser på tog på Sydbanen. Det betyder, at nogle ellers rettidige tog ved en fejl kan blive meldt forsinkede på infoskærme mm., selvom de altså ankommer til tiden.

Dette skyldes, at der er problemer med den automatiske overførsel i interfasen af tognumre fra trafikplanlægningssystemerne og over i det nye togstyrringssystem. Den overordnede proces er, at køreplaner overføres samlet fra planlægningssystemerne til trafikafviklingssystemet. Men når der sker kortfristede ændringer i planlægningen, kan der være en skjult datafejl, som bliver overført til trafikafviklingssystemet. Her kan toget miste sit tognummer i trafikafviklingssystemet, som så sidenhen får tildelt det korrekte tognummer af Trafiklederen i forbindelse med selve trafikafviklingen. Dette sker dog for sent, da informationen om forsinkelse allerede er blevet meldt ud. Det er således denne proces, der kan skabe forkerte udmeldinger om togets rettidighed og dermed skabe en falsk forsinkelse. 

Ifølge Banedanmarks områdechef for Trafikstyring Signalprogram er der fokus på problemet.

”Vi arbejder efter bedste evne for at håndtere problemstillingen og minimere konsekvenserne. Der vil komme forbedringer på systemsiden til næste softwareopdatering senere på året, hvor vi forventer at problemet bliver løst. Indtil da forsøger vi at løse det manuelt,” siger René Makholm Hestbæk.