Drøn på den digitale jernbane
Banedanmark er i fuld gang med at give jernbanen et teknologisk løft. Her får du et overblik.
Flere tog til tiden, mulighed for flere tog på skinnerne og bedre trafikinformation. Dét er nogle af de fordele, som passagererne vil opleve, efterhånden som Banedanmark tager nye, intelligente signalsystemer i brug strækning for strækning landet over.
Både på fjernbanen og S-banen er der fuld fart på udrulningerne. I 2021 blev yderligere tre strækninger på fjernbanen sat i drift med det nye system, og i dag kører næsten halvdelen af S-banen med det nye bybanesystem.
Det vidner om et begivenhedsrigt år med god fremdrift i Signalprogrammet, lyder det fra Thilde Restofte Pedersen, direktør for Signalprogrammet i Banedanmark:
”Vi har taget de nye signaler i brug på en række nye strækninger. Det vil i de kommende år betyde, at jernbanen kommer til at tage et teknologisk kvantespring.”
Også udrustningen af togene med nyt teknisk udstyr er i god fremgang, beretter Janus Steen Møller, direktør for Signalsystemer i Banedanmark:
”Mere end 170 tog er nu udrustet med det nye, digitale system. Det betyder, at vi er godt og vel halvvejs. Samtidig har vi fået trænet 2.500 personer i at bruge det nye system”, siger han.
S-banen
På S-banen er Banedanmark i færd med at skifte de gamle, analoge signaler ud med et nyt signalsystem kaldet CBTC. Systemet er den nyeste generation af signalsystemer til bybaner og bliver i forvejen anvendt i storbyer verden over på enkelte linjer i f.eks. New York, Paris og London.
I januar blev det nye system som planlagt sat i drift mellem Farum og Nordhavn, Nordhavn og Hellerup samt mellem Ny Ellebjerg og Hellerup.
Fjernbanen
På fjernbanen udruller Banedanmark det nye signalsystem, ERTMS. Med udrulningen af det nye signalsystem bliver tog, skinner og trafikcentre samlet i ét digitalt signalsystem.
Det vil bl.a. gøre det muligt at udnytte jernbanens kapacitet mere optimalt, så der kan køre flere tog på skinnerne. Derudover vil det også give bedre trafikinformation.
”Med det nye signalsystem vil både trafikplanlægningen og -afviklingen blive mere automatiseret. Og så vil et nyt, digitalt system med færre komponenter i sporet betyde færre signalfejl,” forklarer Janus Steen Møller.
”På den måde er det nye system markant mere teknologisk avanceret end sin forgænger. Formålet er at nedbringe antallet af signalfejl, der er skyld i de fleste forsinkelser”, siger han.
I Jylland lagde Banedanmark sidste hånd på udrulningen af det nye signalsystem mellem Langå, Struer og Holstebro i april. Arbejdet på strækningen blev afsluttet til tiden, og togene kunne herefter gå over til at køre på det nye, digitale signalsystem.
Derudover blev en ny softwareopgradering af signalsystemet taget i brug i Vestdanmark i oktober.
På Sjælland blev det nye signalsystem taget i brug mellem Køge og Næstved i starten af august. Det foregik planmæssigt, og transportminister Benny Engelbrecht var i den sammenhæng med ude at prøvekøre det nye signalsystem på strækningen.
I starten af december kom Banedanmark også i mål med det nye signalsystem på første etape af Danmarks kommende trafikkorridor til Europa. Det skete mellem Mogenstrup på Sydsjælland og Nykøbing Falster, hvor det nye signalsystem blev sat i drift.
”Udrulningen er et vigtigt skridt på vejen til at gøre den kommende korridor til Europa klar til fremtidens togtrafik. Derfor er vi glade for, at vi nu kan sætte punktum for endnu en strækning på fjernbanen,” lød det fra Thilde Restofte Pedersen, da signalsystemet blev taget i brug på strækningen.
Udrulninger i 2022
I midten af januar blev det nye signalsystem taget i brug på hele den centrale del af S-banen mellem Nordhavn og Carlsberg Station ind over Københavns Hovedbanegård.
Det betyder, at hjertekulen i hovedstadens togtrafik nu kører med ny, digital signalteknologi, og dermed kører mere end halvdelen af S-banen med et nyt, intelligent signalsystem.
”Det har været en kæmpe operation, og det er lykkedes. Derfor er vi glade for at kunne give de mange københavnske passagerer en S-bane, som har taget et teknologisk kvantespring,” lød det fra Thilde Restofte Pedersen, direktør for Signalprogrammet i Banedanmark, efter ibrugtagningen.
Udrulningen mellem Nordhavn i nord og Carlsberg og Sydhavn i syd var den næstsidste i rækken, inden hele S-banen kan køre med det nye signalsystem. Og nu er turen kommet til de tre sidste linjer fra hhv. Carlsberg og Sydhavn til Frederikssund, Høje Taastrup og Køge. I slutningen af marts testede Banedanmark systemet på de tre strækninger, og det forventes at det vil blive taget i brug i slutningen af året. Dermed vil hele S-banen være i drift med det nye signalsystem.
"Vi ser meget frem til, at de tre linjer i slutningen af året vil blive koblet på det nye system. Det vil betyde, at hele S-banen vil være udstyret med de nye signaler. Dermed kan vi sætte punktum for en markant teknologisk opgradering, som allerede er kommet mange passagerer til gode," siger Janus Steen Møller, direktør for Signalsystemer i Banedanmark.
På fjernbanen vil det nye signalsystem blive taget i brug på yderligere to strækninger i 2022. I Jylland gælder det mellem Vejle, Holstebro, Herning og Skanderborg. Det nye signalsystem vil her blive ibrugtaget i etaper fra tidligt på sommeren og frem til efteråret.
På Sjælland vil det nye signalsystem også blive taget i brug mellem Vigerslev og Ringsted i december 2022.