Banedanmarks forbrug af glyphosat
Genberegningen viser forskelle mellem det forbrug, der fremgår af Banedanmarks grønne regnskaber, og det genberegnede forbrug i årene 2009-2018. Der er således både angivet for høje og for lave tal, men forbruget er i perioden 2009-2018 i gennemsnit det samme i genberegningerne som angivet i det grønne regnskab.
I Banedanmark arbejder vi målrettet på at udfase brugen af glyphosat. Det er dog i dag af hensyn til togdriften og passagernes sikkerhed nødvendigt at fjerne ukrudt i sporene. Desværre findes der endnu ingen alternativer, der kan fjerne ukrudtet så effektivt, at det ikke påvirker togdriften og passagerernes sikkerhed. Jernbaner i resten af Europa har præcis samme problem, men ingen har endnu fundet et brugbart alternativ.
Til foråret er det planen, at Banedanmark sammen med vores nuværende leverandør skal teste det naturligt forekommende aktivstof pelargonsyre som alternativ til glyphosat. Afhængigt af testresultaterne af pelargonsyre, vil Banedanmark tage initiativ til at teste andre alternative metoder i samarbejde med markedets leverandører.
Transportminister Benny Engelbrecht har netop sat en analyse i gang af, hvordan biodiversiteten kan styrkes på vej- og baneområdet. Analysen skal se på, hvordan ministeriets styrelser fremover kan nedbringe deres forbrug af Roundup på de steder, hvor det ikke vil have negative konsekvenser for trafiksikkerheden.