Vi lægger spor på Falster
Sidste år gjorde vi plads til et ekstra jernbanespor langs det eksisterende hen over Falster, og nu lægger vi sporet ude på strækningerne. Dobbeltsporet får stor betydning for togenes punktlighed, da togene ikke længere behøver at vente på hinanden på stationerne, og da det også skrider flot fremad med at elektrificere strækningen, tager vi nogle gode skridt fremad mod fremtidens bæredygtige jernbane og den internationale forbindelse til Femern.
Gener under arbejdet
Mens vi arbejder, vil der være forøget vejtransport, når lastbiler bringer materialer frem og tilbage til oplagspladser langs banen. Skinner til det nye spor bliver kørt ud og læsset af på strækningen fra togvogne, og det sker om natten, men ellers foregår det meste arbejde i dagtimerne, hvor der vil være nogen støj primært fra maskinerne.