Sporarbejde og togbusser på Ringsted-Femern Banen
Fra søndag aften den 24. marts erstattes togtrafikken med togbusser i en længere periode mellem Ringsted, Næstved og Nykøbing F. Det er opstarten til en periode med intensivt sporarbejde på strækningen i forbindelse med den nye Femern Bælt forbindelse.
For dig som nabo til banen betyder det:
• Øget støj og høj aktivitet på og ved jernbanen
• Tung trafik og store maskiner ved vores depot- og byggepladser og på tilkørselsveje
• Omkørsel på vejene, når vi river broer ned og bygger nye op, så der bliver plads til det nye kørestrømsanlæg.
Vores entreprenører arbejder på højtryk og skal bl.a:
• Lægge nye skinner, skærver og betonsveller på store dele af strækningen
• Ombygge 14 broer og en række faunapassager
• Forny Vordingborg Station og Lundby Station med nye perroner, nyt trappetårn og gangbro
• Opsætte støjskærme og beton-fundamenter til elektrificering
• Stabilisere blød jordbund med cirka 500 betonpæle ved Ring og Remkolde
Natarbejde i perioder
I udgangspunktet arbejder vi i dagtimerne, men der vil i perioder være både nat- og weekendarbejde. Vi beklager eventuelle gener i den forbindelse, men det er nødvendigt for at blive færdig inden for sporspærringen.
Togbusser erstatter tog under sporarbejdet i perioder:
• Ringsted – Næstved spærres 24. marts om aftenen – 23. april
• Næstved – Orehoved spærres 29. marts om aftenen til – 2. september
• Orehoved – Nykøbing F spærres 29. marts om aften – 29. september
Information om togbusserne finds på www.rejseplanen.dk.
En ny og bedre jernbane
Vi beklager eventuelle gener i forbindelse med vores arbejde, men du kan se frem til en både bedre og grønnere jernbane med nye signaler, nye skinner og kortere rejsetider. Fremtidens jernbane bliver også elektrificeret. Det betyder mindre støj og forurening fra togene – til glæde for jer naboer.