Ringsted-Femern Banen får 920 mio. kr. i EU-støtte
EU-Kommissionen har tildelt 920 mio. kr. i EU-støtte til opgraderingen af Ringsted-Femern Banen
Det er resultatet af den seneste ansøgningsrunde om EU-midler til transportprojekter fra EU’s infrastrukturfond, Connecting Europe Facility (CEF), hvor der i alt blev givet 7,6 mia. kr. i støtte til 39 projekter i EU.
Støtten gives konkret til de anlægsaktiviteter, der udføres mellem Ringsted og Nykøbing F. og ni broer på Lolland.
A/S Femern Landanlæg og Banedanmark har sammen ansøgt om EU-støtte, og tildelingen er den største fra CEF i denne ansøgningsrunde.
Ifølge tidsplanen vil strækningen Vordingborg-Nykøbing Falster være udbygget til dobbeltspor og hele strækningen mellem Ringsted og Nykøbing Falster hastighedsopgraderet til 200 km/t i 2021. Hele strækningen vil være elektrificeret i 2024.