Østre Ringvej er gjort klar til fremtidens jernbane
Banedanmark indvier i samarbejde med Næstved Kommune den nye bro på Østre Ringvej i Næstved efter fem måneders ombygning. Det sker på fredag den 20. september.
Ombygningen af broen er en del af arbejdet med at bygge over 100 broer om på Ringsted-Femern Banen. Udbygningen af Ringsted-Femern Banen vil give passagererne kortere rejsetider, færre forsinkelser og sikre en mere stabil drift, når den står færdig. Det vil gøre en stor forskel både for den enkelte passager og for hele regionen, da det vil gøre det nemmere og hurtigere at komme til og fra København og binde det danske transportnet endnu tættere sammen med det europæiske, når Femern Bælt-forbindelsen forventes at åbne i 2028.
Ombygningen sker som led i elektrificeringen af jernbanen
Broen på Østre Ringvej er revet ned, og der er bygget et nyt og højere brodæk op for at gøre plads til kørestrømsanlæg og den kommende elektrificering af togbanen. Ombygningen sker som led i elektrificeringen af jernbanen, der er til gavn for både miljøet, klimaet og togdriften. Eltog udleder langt mindre Co2 til atmosfæren, støjer mindre og giver et bedre miljø langs stationerne og for naturen langs banen. Derudover giver eltogene mulighed for at køre med højere hastighed.
”Østre Ringvej er en central bro i Næstved, og vi vil gerne sige stor tak for tålmodigheden til borgerne, som har været påvirket af generne fra ombygningen. Nu bliver det nemmere at komme gennem området igen. Samtidig kan borgerne se frem til kortere rejsetider, Østre Ringvej er gjort klar til fremtidens jernbane, der giver, færre forsinkelser og mere stabil drift til og fra Næstved,” siger Klaus S. Jørgensen, projektdirektør i Banedanmark.
Banedanmark skal i løbet af de næste år installere et nyt, digitalt signalsystem på strækningen, som vil fjerne en del af de nuværende signalfejl, der skaber forsinkelser på strækningen. De nye signalsystemer er langt mere pålidelige end de gamle og vil på sigt være med til at sikre en mere stabil togdrift.
Program for indvielsen af broen Østre Ringvej i Næstved
- Arrangementet foregår på den nye bro over banen (Østre Ringvej) fra kl. 15.30-16-30 fredag den 20. september.
- Der vil være taler af borgmester i Næstved Kommune Carsten Rasmussen og af projektdirektør i Banedanmark Klaus S. Jørgensen.
- Der vil være kaffe og kage, og mulighed for at møde medarbejdere fra Ringsted-Femern banen.
Fakta
- Anlægsarbejderne er et led i opgraderingen af Ringsted-Femern Banen, den 115 km lange strækning fra Ringsted til Holeby, der finansieres af A/S Femern Landanlæg, et datterselskab under Sund & Bælt Holding A/S.
- Hastigheden bliver opgraderet fra de nuværende 120/160 km/t til 200 km/t for persontog
- Ringsted-Femern Banen har et samlet budget på 9,5 mia. kr. (2015-priser)
- Opgraderingen af banen er en del af det samlede Femern Bælt-projekt, som også omfatter tunnelen under Femern Bælt.
- Femern Bælt-projektet er Danmarks største infrastrukturprojekt med et samlet budget på godt 62 mia. kr. (2015-priser)
Journalister kan kontakte Banedanmarks pressevagt via tlf: 8234 1313