Intensivt arbejde ved Masnedsund
Banedanmarks entreprenør Per Aarsleff A/S er godt i gang på hele strækningen fra området ved Godshotellet syd for Vordingborg Station over Masnedsund og ud på Masnedø. Dette arbejde fortsætter frem til sommeren, hvor broelementer til den nye bro over Masnedsund ankommer fra Polen.
Losning af sten
Vi får transporteret sten til opfyldning og indbygning med skib fra Norge. Skibene ankommer ca. hver tiende dag og læsser umiddelbart stenene over på nogle pramme ved Havnefronten. Frem til sommeren forventer vi ca. 10 leverancer. En losning tager 4-5 timer.
Øvrigt arbejde
Gennem de første måneder af 2018 har vi anbragt en god del af de betonpæle, som skal i jorden, for at den nye jernbane til Vordingborg kan blive stabil og sikker. Arbejdet med ramning af betonpæle på strækningen syd for Orevej fortsætter ca. 1½ måned endnu, og så vil der kun mangle nogle mindre grupper af betonpæle på strækningen.
Arbejdet med at etablere stål-spunsvægge og stålbjælker fortsætter ligeledes, ligesom vi udfører andet anlægsarbejde som indbygning af jord, betonstøbning og etablering af afvandingsledninger. Dette arbejde vil fortsætte i månederne, som kommer.