Fundamenter til støjskærm syd for Næstved
I weekenden 5.-8. oktober etablerer vi fundamenter til støjskærm syd for Næstved Station.
I weekenden fra fredag aften den 5. oktober kl. ca. 22 til mandag morgen den 8. oktober kl. ca. 04.30, hvor der ikke kører tog mellem Næstved og Nykøbing F, skal Banedanmark anbringe fundamenter til den støjskærm, som vi senere etablerer langs sporet ind mod Næstved. Arbejdet foregår i døgndrift.
Fundamenterne består af pæle, som er op til ti meter lange. Pælene bliver vibreret ned i jorden med en skinnekørende gravemaskine og bliver anbragt med fem meters mellemrum. Der vil være nogen støj fra arbejdet og fra maskinen, hvilket vi beklager, men da arbejdet flytter sig, bliver den enkelte bolig kun udsat for støj i et begrænset tidsrum.