Kommende

Aarhus H: Ombygning

Perroner og spor ved og på Aarhus Hovedbanegård skal fornyes og renoveres. Samtidig skal strækningerne til og fra sporfornyes, hastighedsopgraderes, elektrificeres og have nye signaler. Ombygningen finder sted fra uge 14 2025 til udgangen af 2026.

Projektet er afgørende i forbindelse med elektrificeringen og fremtidssikringen af fjernbanen i Danmark, og vil blandt andet sikre kortere rejsetid, flere tog til tiden og en grønnere togdrift.

Projektet består af en række indsatser:

  • Aarhus Hovedbanegård: Perronforlængelse, renovering, sporfornyelser, hastighedsopgraderinger samt en renovering af Bruuns Bro, hvor vi renoverer undersiden. 
  • Broer: Sænkning af spor under broer for at gøre plads til kørestrøm m.m.
  • Elektrificering: Opsætning af køremaster og køreledninger,  der sikrer kortere rejsetid og flere tog til tiden. 
  • Digitalisering: Opsætning af nye digitale signaler.
  • Installation af fiberkabler (FTN Tracé): Føring af kabler, der sikrer konstant kommunikation mellem de fysiske installationer, togcomputeren og kontrolcenteret.

For at gennemføre renoveringen på kortest mulige tid og med så få forstyrrelser som muligt - samtidig med, at togtrafikken, i reduceret omfang, kan opretholdes i hele projektperioden - gennemføres indsatserne sideløbende i det omfang, det er muligt. Derfor kaldes projektet også Aarhus Helhedsløsning.

Læs mere om helhedsløsningen. (PDF)

Er du nabo?

Hvordan det påvirker dig som beboer eller erhverv tæt på banen, vil du løbende blive informeret om via breve i e-boks.

Læs mere om ombygning af Aarhus Hovedbanegård

Efteråret 2024: Vi begynder at opsætte byggepladser og går i gang med sporarbejdet og renoveringen af perroner på selve Aarhus Hovedbanegård. Arbejdet på selve banegården fortsætter i hele perioden og forventes først at være klar med udgangen af 2026. 

Foråret 2025: Det øvrige sporarbejde i syd og nordgående retning tager for alvor fart i foråret 2025 og fortsætter frem til foråret 2026.

Efteråret 2025: Undervejs i processen installeres det nye digitale signalsystem. Dette arbejde påbegyndes i efteråret 2025 og afsluttes med resten af projektet med udgangen af 2026.

Foråret 2026: Vi påbegynder processen med at gøre banen elektrisk. Denne proces tager et år og forventes afsluttet med udgangen af 2026. 

Flere hurtigere og grønnere tog til tiden

En elektrificeret jernbane med nye signalanlæg vil sikre bedre togdrift i form af

  • Kortere rejsetid
  • Øget komfort
  • Bedre trafikinformation
  • Mere fleksibel og stabil afvikling af trafikken og dermed flere tog til tiden.
 

Samtidig er elektrificeringen en vigtig del af den samlede klima- og miljøløsning:

  • Støjniveauet reduceres
  • Miljøet og naturen langs banen og i Aarhus forbedres
  • CO2-udledningen fra togene reduceres.

Baneprojekter