Jernbanen er et fristed for naturen

Naturen og biodiversiteten er under pres, men jernbanen er med til at skabe sammenhængende natur og fristeder for dyr, planter og insekter, mener radiovært og naturformidler Vicky Knudsen.

Naturen og biodiversiteten er under pres, men jernbanen er med til at skabe sammenhængende natur og fristeder for dyr, planter og insekter, mener radiovært og naturformidler Vicky Knudsen.

Vi befinder os i en krise – en biodiversitetskrise for at være mere præcis. Men den gode nyhed er, at jernbanen er en del af løsningen, fortæller radiovært, forfatter og naturformidler, Vicky Knudsen.

”Det går ikke særligt godt med biodiversiteten i Danmark. Heldigvis arbejder mange for at gøre noget for at vende den negative tendens, hvor mange plante- og dyrearter går tilbage og forsvinder. Der skal ske noget nu, hvis vi skal have vendt den negative kurve”, siger hun.

Her kan de særlige baneterræner med deres tørre og næringsfattige natur være med til at gøre en forskel, mener Vicky Knudsen:

”Det rigtig gode ved arealerne tæt på banen er, at jorden tit er fattig på næring. I modsætning til meget andet dansk jord, hvor der er meget næring og hvor fine små planter ofte bliver overskygget af græs, så er det gode ved banearealer, at de er næringsfattige og ikke bliver overgroet. Derfor vokser der mange sjove planter, som også fører til mange sjove insekter”.

Danmarks længste skovbryn

Samtidig findes der langs banen levende hegn – de såkaldte snebælter – som i sin tid blev lavet for at beskytte jernbanen mod fygesne om vinteren, men har udviklet sig til lange og sammenhængende transportruter og leveområder for dyr og planter. Sådan skaber banen sammenhængende natur i det, som kan kaldes Danmarks længste skovbryn.

”Snebælterne er blevet til lange spredningskorridorer, hvor insekter, fugle og pattedyr har mulighed for at sprede sig til andre områder. Lige netop det er en stor mangelvare i Danmark, hvor gode naturområder meget ofte bliver brudt af byer, marker og bebyggelse. Banenettet sikrer faktisk én lang spredningskorridor - og det er rigtig godt for naturen”.

Det kribler og krabler langs banen

Naturen langs banen ligger og gnubber skuldre med aktive spor og er derfor af hensyn til sikkerheden lukket land for de fleste. Men tag ikke fejl – det kribler og krabler med liv.

”Man kommer jo af gode grunde sjældent ud på baneterrænerne, men de er faktisk levesteder for rigtig mange spændende arter – også arter, som har brug for varme, fordi der på baneterræner ofte er ret varmt. Så hvis ikke man havde jernbanen, ville der være mange dyr, insekter og planter, som ville miste deres leveområder. Jernbaneterrænerne er på den måde rigtig gode for naturen”, siger Vicky Knudsen og uddyber:

”Jernbanen er på mange måder lidt et fristed for naturen. Derfor er det så vigtigt, at der er fokus på baneterrænerne og på at naturen, der ligger der langs sporene, bliver plejet. Baneterrænerne er jo en kæmpe gave. Arbejder man for naturen langs banen, ligesom Banedanmark gør, så kan man virkelig rykke noget for naturen, fordi naturen langs banen samlet udgør et meget stort areal”.

Her kan man opleve den unikke banenatur

Selvom naturen langs banen desværre ofte er lukket land for offentligheden, så findes der områder, hvor man kan udforske banenaturen i sin flor – nemlig på Banedanmarks ”InfraNatur”-områder, hvor Banedanmark i samarbejde med Miljøstyrelsen gør en særlig indsats for at pleje naturen:

”Det er fedt, at man kan få lov at opleve den fascinerende banenatur, så endnu flere kan komme til at holde af naturen og få lyst til at passe endnu bedre på den i fremtiden. På de nedlagte banearealer kan man med egne øjne se, hvor mange fede arter, der findes langs banen og selv få lov at gå på opdagelse og eventyr. Det er bare så fedt.”

     vicky knudsen bioblitz 2021


Nyheder om natur og biodiversitet