Ny bro til Rampen i Næstved

Banedanmark begynder nu at bygge en ny bro op ca. 20 meter nord for den eksisterende bro, der fører Rampen over banen I Næstved.

Den nye bro får kombineret cykel-gangsti på begge sider af vejen og bliver forbundet i et T-kryds til Ny Præstøvej, som bliver omlagt og forlænget langs banen.  Fra den nye bro bliver der gangsti og trappe til Skyttemarksvej. Den nuværende rundkørsel ved Ny Præstøvej bliver nedlagt. På vestsiden af banen bliver gangstien til Uffesvej forlænget og justeret, så den passer til den nye bro.

Den nuværende bro vil være i funktion det meste af tiden, mens vi bygger, men bliver lukket i en periode i 2018. Vi forventer at være helt færdige med den nye bro og med at fjerne den nuværende sidst på året 2018.

Vi afstiver jorden
Sidst på måneden begynder vores entreprenør MT Højgaard at anbringe betonpæle, som bliver slået ned i jorden. Der vil derfor i perioder være støj og vibrationer, ligesom der vil være forøget tung trafik i området. Vi starter på vestsiden af broen og fortsætter på østsiden. Vi arbejder overvejende i tidsrummet 07-18 på hverdage og forventer at være færdige med at anbringe pæle og spuns i januar 2018.