Sporombygningen i Vestjylland fortsætter på Ringkøbing Station

Siden begyndelsen af marts har Banedanmark været i gang med en omfattende sporombygning på strækningen mellem Skjern og Holstebro for at gøre banen klar til batteritog.
Efter at have været i gang på den nordlige del af strækningen er turen nu kommet til Ringkøbing Station, hvor både spor og sporskifter er nedslidte.
Fra den 13. maj og frem til slutningen af juni ombygger Banedanmark spor 1 og 2 på Ringkøbing Station. Begge spor bliver gravet op og herefter bliver spor 1 bygget op fra grunden. Da der ikke længere er behov for spor 2, bliver det fjernet.
”Vi fremtidssikrer banen med nyt spor og nye sporskifter på Ringkøbing Station, da sporet er slidt helt ned. Samtidig er det nødvendigt at bygge helt nyt spor op fra grunden, da batteritogene er noget tungere end de dieseltog, der kører på strækningen i dag,” siger projektleder Morten Sylvest Hansen.
Arbejdet kan ses og høres
Der kommer store arbejdskøretøjer i sporet, og der vil være transport til og fra stationsområdet med gamle og nye materialer. Omlæsningen af skærver, som ligger på byggepladsen bag stationen, kan støje og støve, ligesom der vil være trafik med tunge køretøjer i området omkring stationen.
”Sporombygningen kan både ses og høres, og vi kommer til at trække på tålmodigheden hos både naboer og trafikanter. Men når vi er færdige med sporprojektet, så får vestjyderne de første strækninger i Danmark til klimavenlige batteritog, som også støjer mindre end dieseltogene,” siger Morten Sylvest Hansen
Sporfornyelsen på strækningen Skjern-Holstebro
Banedanmark udfører i foråret og sommeren 2025 en omfattende fornyelse af jernbanen mellem Skjern og Holstebro. Projektet dækker over følgende arbejder:
- Udskiftning af sporkasse, sveller, ballast og skinner på store dele af strækningen
- Nye perroner på Lem Station og opgradering af afvandingen
- Sporarbejder og ændringer på Lem, Ringkøbing, Ulfborg og Vemb Stationer
- Udskiftning af ni sporskifter
- Broarbejder ved Tim Å bro og Store Å bro
- Fornyelse 16 overkørsler
- Fornyelse af tre passagerovergange på Lem, Vemb og Ringkøbing stationer
- Opgradering af banen, så den er klar til de noget tungere batteritog
- Etablering af ladefaciliteter i Skjern og Holstebro

Sporombygningen i Vestjylland fortsætter på Ringkøbing Station
I maj og juni ombygger Banedanmark spor 1 og spor 2 på Ringkøbing Station. Med nye spor og sporskifter bliver stationen klar til fremtidens klimavenlige batteritog.

Travl sjællandsk jernbanestrækning fornyes
I 2025-2026 fornyer Banedanmark strækningen mellem Høje Taastrup og Roskilde, så den travle strækning kommer i god form.