Tung trafik med jordkørsel i Sværdborg
Forøget tung trafik i området
I forbindelse med arbejdet med at opgradere Ringsted-Femern Banen skal vi transportere store mængder jord til broen på Hasbjergvej i Sværdborg.
Der vil derfor de kommende ca. tre måneder være omkring 50-60 daglige lastbiltransporter, som kommer fra motorvejen og kører ad Lundbyvej, Lundby Hovedgade og Sværdborgvej.
De i alt ca. 40.000 m3 jord skal bruges til at bygge dæmningen, der bærer broen over jernbanen, både højere og bredere, så der bliver plads til det kommende kørestrømsanlæg.
Fundamenter til den nye bro
I weekenden fra fredag aften den 5. oktober til mandag tidlig morgen den 8. oktober kører der ingen tog mellem Næstved og Nykøbing F. Her skal vi blandt andet støbe fundamenter til den nye bro på Hasbjergvej. Arbejdet finder sted i døgndrift, og der kan være støjgener for de nærmeste naboer.