Broindvielse i Lundby
Indvielse af broen i Lundby
I forbindelse med udbygningen af Ringsted-Femern Banen er vi nu kommet så langt med det omfattende bro- og vejarbejde i Lundby, at vi gerne vil afholde indvielse af den nye bro.
Byfest
Derfor inviterer vi alle borgere i byen til indvielse af broen lørdag den 29. september kl. 13. Borgmester Mikael Smed kommer og holder en tale, borgerforeningen i Lundby griller pølser og serverer kager, og den lokale løbeklub arrangerer et broløb for de aktive.
Vi arbejder fortsat ved broen
Vores entreprenør arbejder fortsat ved broen i den kommende tid, hvor der blandt andet skal etableres fugtmembran på brodækket og laves asfaltbelægning. Der skal også opsættes autoværn og males vejstriber, rettes af med muldjord og sås græs. Til sidst laves restarbejder og byggepladsen ryddes.
Broløb og program
Vi arbejder fortsat med detaljerne omkring indvielsen og broløbet og udsender nærmere information og program, når dagen nærmer sig.
Vi glæder os til at se dig!
Hilsen Banedanmark