To fornyede spor er nu klar på Hellerup Station
Fornyelsen af spor og sporskifter på Hellerup Station er nu nået så langt, at Banedanmark har taget yderligere to spor igennem stationen i brug igen. Arbejdet med de sidste sporskifter er dog blevet forsinket.
Siden foråret er der blevet arbejdet intensivt med at forny slidte spor og sporskifter på strækningen mellem Svanemøllen og Hillerød.
Arbejdet er stort set færdigt på selve strækningen, men blev forsinket på Hellerup Station, hvor arbejdet med et stort krydsningssporskifte viste sig mere kompliceret end forventet.
Alligevel er der bedring i sigte for de mange S-togspassagerer, der benytter Hellerup Station eller S-togsstrækningerne, der går igennem stationen.
Projektchef Malene Friis Aagaard siger:
”Mandag d. 24. november tog vi yderligere to fornyede spor i brug på Hellerup Station. Det giver bedre mulighed for at afvikle togtrafikken gennem stationen.”
Arbejde med sporskifte fortsætter
Nord for perronerne mangler der stadig sporskifter mellem spor 5 og 7. Anlægget af sporskifterne er blevet forsinket af leveringsudfordringer og uforudsete udfordringer med sporet. Banedanmark forventer derfor, at denne sidste del af projektet fortsætter frem til det tidlige forår.
”Vi er rigtigt ærgerlige over, at arbejdet med sporskifterne på Hellerup Station trækker ud, da vi selvfølgelig gerne vil være færdige af hensyn til både naboer og togpassagerer. Vi arbejder hårdt på at afslutte projektet så hurtigt som muligt,” siger Malene Friis Aagaard.
Ændringer på S-togstrafikken frem til 23. marts 2026
I Banedanmarks trafikdivision er afviklingen af togtrafikken gennem Hellerup Station planlagt i tæt samarbejde med DSB. Områdechef i Trafik, Banedanmark Claudia Jørgensen siger:
”Nu har vi to spor mere til rådighed på Hellerup Station. Det hjælper en del i forhold til afvikling af togtrafikken gennem stationen. Men det er klart, at de manglende sporskifter giver mindre fleksibilitet, og derfor vil der desværre fortsat være ændringer på enkelte S-togslinjer de kommende måneder.”
Linie F, Ringbanen, fortsætter i 10-minutters drift, men DSB nu er vendt tilbage til normal drift på Farumbanen, hvor passagerne gennem en periode skulle benytte den omlagte linje A.
Banedanmark og DSB opfordrer togpassagererne til at planlægge rejsen på Rejseplanen. Det er desuden muligt at finde mere information på DSB’s hjemmeside.
Sammen holder vi banen fri for træer
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.
Skinnefræseren tilbage i Danmark
Den 155 tons tunge skinnefræser vender tilbage til Danmark for at fræse små revner væk fra skinnerne. Første stop på efterårets turné er Nordvestbanen
Kvissel Station er fornyet og klar til fremtiden
Efter en sommer med omfattende anlægsarbejde står Kvissel Station nu klar med nye perroner, fornyede spor og bedre adgang til togene. Den 19. september blev stationen indviet ved en festlig dag arrangeret af lokale kræfter.
Bedårende bi er flyttet ind et nyt sted i banenaturen
Et simpelt og billigt biodiversitetsprojekt i Banedanmark har vist fine resultater, og nye insekter og planter er nu at finde i naturen langs jernbanen mellem Fredericia og Padborg.