Sporombygning af populær S-togsstrækning er færdig
Siden maj 2025 har S-togsstrækningen mellem Svanemøllen og Hillerød haft besøg af gule arbejdskøretøjer og orangeklædt personale i forbindelse med et større sporfornyelsesprojekt. Nu er de sidste større arbejder afsluttet.
På den omkring 30 kilometer lange strækning har Banedanmark udskiftet cirka 10 kilometer skinner, 2.000 sveller, to kilometer køreledning og 69 kørestrømsmaster. Hertil kommer ballastrensning, afvandingsarbejder samt renoveringen af fire broer og udskiftning af slidte spor og sporskifter på stationerne i Hellerup, Gentofte, Holte og Allerød.
”Efter næsten et år med reduceret drift, er vi glade for at aflevere en jernbane, der igen er klar til de op mod 550 daglige tog mellem Svanemøllen og Hellerup – hvoraf mange fortsætter nordpå mod Holte og Hillerød. Vi er helt med på, at byggeperioden har været udfordrende for både passagerer og naboer, og derfor vil vi gerne takke for den tålmodighed, de har vist, mens vi har arbejdet i sporet,” siger projektchef Malene Friis Aagaard.
Selv om trafikken nu er tilbage på normalt niveau, er Banedanmark stadig i gang i sporet – og vil være det et stykke tid endnu. Der er stadig rør- og ledningsarbejder, ligesom Banedanmark sætter skærmtag op ved broerne til at dække for køreledningerne.
Når de nye spor har været i drift i en periode, skal de justeres for at sikre, at de ligger, som de skal. Derfor vil der i maj og august være nogle nætter med sporjustering af de nye spor, og til efteråret vil der blive gennemført en slutjustering af sporet. I august gennemfører Banedanmark desuden bro- og kørestrømsarbejder.
De afsluttende arbejder får ingen konsekvenser for togtrafikken.
”Nordbanen til Hillerød er en af de mest benyttede strækninger på S-banen, så vi er glade for, at banen nu er fremtidssikret. Med sporombygningen og de nye sporskifter forventer vi færre fejl - og dermed færre forsinkelser og aflysninger,” siger Malene Friis Aagaard.
FAKTA:
BANEDANMARK HAR I 2025 OG 2026 UDFØRT FØLGENDE
- udskiftet 33 sporskifter på blandt andet Hellerup Station, Gentofte Station, Holte Station og Allerød Station
- renset ballast på dele af strækningen
- udskiftet cirka ti kilometer skinner og 2.000 sveller
- udskifter 69 køreledningsmaster og 2.000 meter køreledning
- renoveret fire broer på strækningen:
- broen over Dronninggårds Allé i Holte
- broen over Helsingørmotorvejen i Gentofte
- broen, der fører Hillerødbanen over Klampenborgbanen ved Bernstorffsvej i Hellerup
- broen over Ermelundsvej i Gentofte.
Sammen holder vi banen fri for træer
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.
Skinnefræseren tilbage i Danmark
Den 155 tons tunge skinnefræser vender tilbage til Danmark for at fræse små revner væk fra skinnerne. Første stop på efterårets turné er Nordvestbanen
Kvissel Station er fornyet og klar til fremtiden
Efter en sommer med omfattende anlægsarbejde står Kvissel Station nu klar med nye perroner, fornyede spor og bedre adgang til togene. Den 19. september blev stationen indviet ved en festlig dag arrangeret af lokale kræfter.
Bedårende bi er flyttet ind et nyt sted i banenaturen
Et simpelt og billigt biodiversitetsprojekt i Banedanmark har vist fine resultater, og nye insekter og planter er nu at finde i naturen langs jernbanen mellem Fredericia og Padborg.