Togtrafikken begrænses væsentligt ved landets grænser

Regeringen besluttede sent fredag aften at lukke landets grænser for unødvendige rejser. Beslutningen betyder væsentligt reduceret eller forlænget rejsetid på flere strækninger

Regeringen besluttede sent fredag aften at lukke landets grænser for unødvendige rejser. Beslutningen betyder væsentligt reduceret eller forlænget rejsetid på flere strækninger

De nye indrejserestriktioner betyder, at kun personer, hvor indrejse til Danmark har et anerkendelsesværdigt formål, har lov til at rejse ind i landet, fx hvis den pågældende bor eller arbejder i Danmark eller skal levere varer til Danmark. Det betyder samtidig væsentligt længere rejsetid på flere strækninger. Godstrafik gennemføres som planlagt.

 

Banedanmark er sammen med jernbanevirksomhederne i fuld gang med at vurdere, hvilken betydning de nye indrejserestriktioner i forbindelse med Covid19 får. Restriktionerne indføres fra kl. 12 i dag.

 

Konkret betyder beslutningen:

  • Rejser over Øresund:

På Øresundsbroen var der i forvejen planlagt arbejde på sporene, og der kører fra i dag kl. 12 derfor indtil i morgen søndag kl. 13 togbusser over broen. Passagererne bliver kontrolleret af myndighederne i forbindelse med den kontrol, der er etableret for vejtrafikken over Øresundsforbindelsen. Fra søndag kl. 13 og frem vil der kun kunne køre ét tog i timen i hver retning over Øresundsbroen. Det skyldes, at den ene perron på CPH Lufthavn st. reserveres til at udføre grænsekontrol. Køreplanen for disse tog er ved at blive udarbejdet sammen med vores samarbejdspartner på den svenske side og kommunikeres, så snart det er muligt. Toget vil kun køre mellem CPH Lufthavn st. og Sverige. Passagerer, der skal videre i Danmark, og passagerer, der normalt benytter Øresundsbanen, henvises til IC og IC-Lyn tog, der begge kræver pladsbillet og som de eneste kører mellem CPH Lufthavn st. og København H. Der henvises derfor også til Metroen og busser.  Udbuddet af pladser over Øresund er meget kraftigt begrænset, og rejsen vil tage væsentligt længere tid end den plejer.

 

  • Kystbanen

Kystbanen kører fra søndag kl. 13 kun mellem København H og Helsingør st. i 20 minutters drift med stop ved alle stationer. Dette gælder foreløbigt frem til 13. april og er alle ugens dage.

 

  • Grænsen til Tyskland

Ved Padborg  og Tønder kører tog til og fra Tyskland i første omgang som normalt. Man skal dog regne med, at grænsekontrol kan føre til forsinkelser. Banedanmark er i samarbejde med DSB, Arriva og Politiet ved at vurdere, om der skal andre løsninger til, der så vil blive kommunikeret så hurtigt som muligt.

 

Tjek Rejseplanen, som vil blive opdateret med alle ændringer, når de er klar.