Omfattende fornyelse af Ringsted-Femern Banen fortsætter i 2020

Den omfattende fornyelse af Ringsted-Femern Banen fortsætter i 2020. Læs mere om de kommende arbejder.
Frem mod 2023 er Banedanmark i fuld gang med at forny strækningen mellem Ringsted og Rødby Færge, for at gøre jernbanen klar til Femernforbindelsen, der er Danmarks største infrastrukturprojekt. Byggeriet skrider planmæssigt frem, men for at gennemføre de mange store baneprojekter i resten af Danmark, forlænges den planlagte spærring af togtrafikken mellem Næstved og Ringsted i 2020 med tre måneder.  

Frem mod 2023 er Banedanmark i fuld gang med at forny strækningen mellem Ringsted og Rødby Færge, for at gøre jernbanen klar til Femernforbindelsen. I 2020 fortsætter Banedanmark derfor det store anlægsarbejde på Ringsted-Femern-banen. Der skal blandt andet udskiftes skinner, bygges fire nye broer, rettes kurver ud, så hastigheden kan hæves, og Glumsø Station skal bygges om. Derudover bygges der nyt overhalingsspor ved Glumsø og renoveres sikringsanlæg på hele strækningen. Samtidig elektrificeres strækningen, der får et helt nyt kørestrømsanlæg. En stor del af arbejdet foregår direkte i sporet, og det er derfor nødvendigt at spærre for togtrafikken i perioder. 

Men nu forlænges spærringen på Ringsted-Femern-banen med tre måneder. Det skyldes, at de mange store jernbaneprojekter i Danmark til næste år er afhængige af, at sikringstekniske specialister, der kender de gamle signalanlæg, kan godkende togsikkerheden. Der er brug for specialistkompetencerne i flere af projekterne, der derfor er gensidigt afhængige af, at de planlægges, så det samlede projekt hænger sammen. Banedanmark understreger, at der er tale om en nødvendig prioritering af ressourcerne i det samlede infrastrukturprojekt.

”De sikringstekniske specialister findes ganske enkelt ikke i markedet, og vi kan derfor ikke få den hjælp, vi behøver, når vi har brug for den. Derfor er vi nødt til at disponere anderledes”, siger Klaus S Jørgensen, projektdirektør i Banedanmark”.

”Som det er nu, skrider byggeriet af Ringsted-Femern Banen planmæssigt frem. Hvis vi ikke vælger at forlænge spærringen, er der stor risiko for, at vi ikke åbner til tiden, fordi det ikke er muligt at få fat i dem, der kan sikkerhedsgodkende anlæggene undervejs” siger Klaus S. Jørgensen, projektdirektør i Ringsted-Femern Banen.

Hos Banedanmark ærgrer man sig over det bøvl, det kommer til at give for passagererne. 

”Vi er ærgerlige over, at arbejdet vil påvirke pendlerne i længere tid end først forventet. Jeg håber, at pendlerne stadig har tålmodighed med byggeriet og kan se potentialet i det store løft, der på sigt vil komme for dem,” siger Klaus S. Jørgensen. 

En sporspærring kommer sjældent belejligt. Derfor planlægger Banedanmark og DSB også så vidt muligt arbejderne på tidspunkter, hvor det generer de rejsende mindst muligt. Det kan desværre ikke lade sig gøre her, fordi det så ville forsinke andre projekter.

”Det er dybt beklageligt, at det har været nødvendigt at forlænge sporspærringen med tre måneder. Vores ambition er at tilbyde kunderne et godt alternativ i sporarbejdsperioden 
og vi går nu i gang med at planlægge erstatningstrafikken. Vi vil også se på mulighederne for at tilbyde kunderne en kompensation for den forlængede rejsetid,” 
siger DSB’s informationschef Tony Bispeskov.

Kortere rejsetid og mere stabil drift

Udbygningen af Ringsted-Femern Banen vil på sigt give passagererne kortere rejsetider, færre forsinkelser og sikre en mere stabil drift. Det vil gøre en stor forskel både for den enkelte passager og for hele regionen, da det vil gøre det nemmere og hurtigere at komme til og fra København og binde det danske transportnet endnu tættere sammen med det europæiske, når Femern Bælt-forbindelsen forventes at åbne i 2028.

Trafik

Strækningen mellem Ringsted og Næstved er spærret fra den 28. marts til 29. november 2020 (begge dage inkl.). Mens strækningen er lukket, kan pendlerne tage toget direkte fra Nykøbing F via Næstved til Køge, hvorfra der er S-tog mod København - eller alternativt tage en af de mange togbusser, som indsættes mellem Næstved og Ringsted. Passagererne bedes holde øje med Rejseplanen. 

Baggrund

Anlægsarbejderne er et led i opgraderingen af Ringsted-Femern Banen, den 115 km lange strækning fra Ringsted til Holeby, der finansieres af A/S Femern Landanlæg, et datterselskab under Sund & Bælt Holding A/S
Hastigheden bliver opgraderet fra de nuværende 160 km/t til 200 km/t for persontog
Ringsted-Femern Banen har et samlet budget på 9,5 mia. kr. (2015-priser)   
Opgraderingen af banen er en del af det samlede Femern Bælt-projekt, som også omfatter tunnelen under Femern Bælt.
Femern Bælt-projektet er Danmarks største infrastrukturprojekt med et samlet budget på godt 62 mia. kr. (2015-priser)  

Yderligere informationer

Tjek Rejseplanen.dk
Læs mere om Ringsted-Femern Banen på Banedanmarks hjemmeside
Følg Ringsted-Femern Banen på Facebook

For yderligere informationer kan journalister kontakte Banedanmark presse på tlf: 8234 1313