Nu begynder sidste etape af sporfornyelse på sjællandsk hovedstrækning

Arbejdet med at sporforny jernbanen mellem Roskilde og Ringsted begynder igen i september, og projektet på strækningen forventes helt afsluttet til januar.

De store gule maskiner vender nu tilbage til strækningen mellem Roskilde og Ringsted for at udføre den sidste etape af det store fornyelsesarbejde på den travle pendlerstrækning mellem Roskilde og Ringsted.

Sporet mellem Roskilde og Ringsted er en meget travl strækning, og derfor trænger det til at blive fornyet og frisket op. Arbejdet består i at udskifte skinner, sveller og ballast, og fornyelsen vil give en mere behagelig rejse, ligesom der fremover vil opstå færre fejl i spor og sporskifter.

- På en almindelig uge kører der tæt på 900 tog på strækningen, og det slider selvfølgelig på skinnerne. Fornyelsen er en nødvendig del af det løbende vedligehold af strækningen, og det er den sidste planlagte etape, vi nu tager hul på. Når vi er færdige, kan de rejsende glæde sig til et friskt spor og en mere stabil rejse, siger Martin Haselbach, der er sektionschef i Banedanmark.

Projektet med at forny denne strækning af banen har været i gang i flere etaper siden 2022. Når Banedanmark igen rykker ind på strækningen, vil det kunne mærkes af både rejsende og naboer.

- Der vil være arbejde både om dagen og om natten i perioden, ligesom der vil være tung trafik til og fra arbejdspladser på strækningen. Togtrafikken opretholdes i størstedelen af projektperioden i ét spor ad gangen, og det betyder, at der vil lyde høje advarselslyde til vores folk i sporet, når der kommer tog. Det er nødvendigt for deres sikkerhed, men det kan altså også høres af naboer, siger Martin Haselbach.

Banedanmarks arbejder på strækningen vil påvirke togtrafikken fra slutningen af september og frem til begyndelsen af december. Rejsende opfordres til at holde sig orienteret på Rejseplanen, der er opdateret med ændringerne.

I korte perioder vil det være nødvendigt at totalspærre banen. Derfor kører der ingen tog på strækningen fra 8.-10. november samt 21.-24. november 2025.

 

Fakta om projektet

Banedanmark skal:

  • Ombygge 7,6 km spor
  • Justere 30,5 km spor
  • Rense ballast på 4,6 km banestrækning
  • Udskifte 5,4 km sporkasse
Justere 30,5 km kørestrømsophæng

Seneste nyt fra Banedanmark