Det nye signalsystem på vej mellem Hvidbjerg og Struer

Banedanmark har i denne uge taget det nye signalsystem i brug på tredje del af Thybanen, mellem Bedsted og Hvidbjerg, og går nu i gang med sidste etape af Thybanen, som frem imod påske får udrullet det nye signalsystem.

Udrulningen på Thybanen har været i gang siden midten af februar og foregår i fire etaper frem imod påske. Etape for etape arbejdes der i og ved jernbanesporet, hvorefter det nye signalsystem bliver taget i brug strækning for strækning. 

Fra den 23. marts kører togene med det nye signalsystem på de tre første etaper mellem Thisted og Hvidbjerg. Det betyder, at passagererne i de næste par uger kan forvente et ekstra lille ophold på Hvidbjerg Station i nordgående retning på ca. tre og halvt minut, når togene skal omstilles fra det gamle signalanlæg til det nye signalsystem. I den sydgående retning forventes der ingen forsinkelser. 

I den kommende weekend går Banedanmark så i gang med udrulningen af signalsystemet på den sidste etape – den 22 km lange strækning mellem Hvidbjerg og Struer. Det kommer til at påvirke og togtrafikken i den første weekend af april, idet der bliver indsat togbusser på hele strækningen mellem Struer og Thisted fra fredag aften den 3. april til mandag morgen den 6. april, imens der udføres installationer og test. Biltrafikken vil blive påvirket i hverdagene i løbet af de to uger, idet der bliver lukket overkørsler over jernbanen, mens der arbejdes på bomanlæggene. Arbejdet er dog tilrettelagt, så bilister, cyklister og gående får så lille en omvej som muligt. 

Naboer, trafikanter og togpassagerer opfordres til at holde sig opdateret via Banedanmarks hjemmeside, hvor man kan se, hvornår de forskellige overkørsler bliver spærret, og på Rejseplanen.dk. I den kommende periode vil der tillige være ændringer i køreplanen, som ikke skyldes udrulningen af signalsystemet, men at køreplanerne alle steder i landet fra mandag den 23. marts er blevet omstillet til søndagskøreplan for at matche de markant lavere passagertal. 

”I øjeblikket står vi sammen med resten af verden i en helt ekstraordinær situation pga. corona. Her gør vi i Banedanmark sammen med resten af Danmark, hvad vi kan for at inddæmme smitten, og det betyder bl.a., at vi i samarbejde med Arriva og de andre jernbaneselskaber har reduceret køreplanerne,” siger Thilde Restofte Pedersen, der er programchef i Banedanmark.

Fra fysiske signaler til digital styring
Thybanen er den tredje togstrækning, hvor Banedanmark udruller det nye signalsystem (ERTMS). Hidtil er systemet taget i brug på Vendsysselbanen og strækningen Roskilde-Køge. ERTMS består af togkontrolsystemet ETCS og radiosystemet GSM-R. Herudover har Banedanmark udrullet et nyt signalsystem kaldet CBTC på to S-banelinjer i København.

De nye signalsystemer skal sikre, at der i fremtiden vil være markant færre signalfejl på togdriften i Danmark. Erfaringerne fra Banedanmarks første strækninger med ETCS og CBTC, viser, at systemerne her har givet flere tog til tiden, så passagererne oplever færre forsinkelser grundet signalfejl.

Inde i toget mærker man som passager ingen forskel med det nye signalsystem, men for lokomotivførerne gør det en kæmpe forskel. Tidligere har lokomotivførerne skullet holde øje med fysiske signaler langs med banen og i nogle tilfælde være i telefonisk kontakt med kommandoposter. Med det nye system får de dem digitalt på en computerskærm inde i førerhuset.

”Det er en stor fordel, at vi her i det jyske har været igennem pionerstrækningen Lindholm-Frederikshavn, som fik det nye signalsystem i oktober 2018. Her har vi alle: leverandøren, Banedanmark og Nordjyske Jernbaner, lært at bruge systemet, og det kommer til gavn for Thybanen, som Arriva betjener, og kommende strækninger, der skal udstyres med det nye signalsystem,” siger Thilde Restofte Pedersen.

Det er Banedanmarks trafiktårn i Fredericia, som i dagtimerne står for fjernstyringen af det nye signalsystem på Thybanen, mens togtrafikken styres fra Aalborg om aftenen, natten og i weekender.

For mere information, kontakt Banedanmark presse på telefon 8234 1313 eller mail: presse@bane.dk

 

Fakta om nyt signalsystem på Thybanen

  • Etape 1: Snedsted – Thisted (i drift fra den 24. februar)
  • Etape 2: Bedsted – Snedsted (i drift fra den 9. marts)
  • Etape 3: Hvidbjerg – Bedsted (i drift fra den 23. marts)
  • Etape 4: (Struer) – Hvidbjerg




  • Kommende spærringer af overkørsler på strækningen Struer-Hvidbjerg (etape 4)

  • Bjørndalvej/Orionsgade:29. marts kl. 01:00 til 3. april kl. 23:00
  • Gl. Landevej ved Serup Kirkevej: 29. marts kl. 01:00 til 3. april kl. 23:00
  • Gl. Kandevej ved nr. 18:29. marts kl. 01:00 til 3. april kl. 23:00
  • Vesterkærvej:29. marts kl. 01:00 til 3. april kl. 23:00
  • Sortevej:29. marts kl. 07:00 til 3. april kl. 20:00
  • ·Østerbrogade:3. april kl. 20:00 til 5. april kl. 23:59
  • Helligkildevej: 5. april kl. 18:00 til 10. april kl. 04:00
  • Polarisvej: 5. april kl. 18:00 til 10. april kl. 04:00

 

Overkørslerne ved Sdr. Ringvej, Haverlandsvej, og Gl. Færgevej afspærres ikke, da de ombygges, mens der ikke kører tog.

 

Om Signalprogrammet 
De gamle signalanlæg på det danske jernbanenet er slidte og teknologisk forældede. Hovedparten af sikringsanlæggene er mere end 40 år gamle, og den ældste teknologi stammer oprindeligt fra 1912 og blev senest opgraderet i efterkrigstiden. Derfor skal signalerne erstattes af et nyt digitalt signalsystem. Banedanmark er i gang med et af Danmarkshistoriens største jernbaneprojekter: Et nyt topmoderne digitalt signalsystem. Signalsystemet kaldes ERTMS og er baseret på en fælles europæisk standard for overvågning og kontrol af jernbanetrafikken. Når det nye signalsystem er rullet ud, vil flere tog komme til tiden.

Læs mere om Signalprogrammet på Banedanmarks hjemmeside

Se infografik om det nye signalsystem

Se grafik om det nye signalsystem