Der skal være større biodiversitet langs banen
Banedanmark vil gerne gøre mere for naturen langs jernbanen. I dag er arealerne langs banen levested for rødlistearter, der er særligt truede dyr og planter. Banedanmark har allerede flere steder udført naturpleje langs jernbanen og på de tilstødende arealer. Den danske jernbane strækker sig som en flere tusinde kilometer mangearmet metalslange gennem landet og gnubber hver dag skuldre med 4.500 hektar natur og sjældne plante- og dyrearter. I arbejdet med at vedligeholde, udvikle og fremtidssikre den danske jernbane, arbejder Banedanmark derfor også for at fremme naturen og biodiversitet langs banen.
”Biodiversiteten i Danmark er udfordret, og vi skal gribe alle muligheder for at forbedre naturens vilkår. Her kan vores jernbaner spille en vigtig rolle og derfor er jeg rigtig glad for, at alle Folketingets partier med aftalen om fremtidens infrastruktur netop har været med til at afsætte 150 millioner til biodiversitet langs veje og baner,” siger transportminister Benny Engelbrecht (S).
Danmarks længste skovbryn
Naturen langs banen kan sammenlignes med et langt skovbryn, som binder naturområder sammen og skaber levesteder og fødegrundlag for pattedyr, fugle og insekter. Samtidig er det en transportrute, der gør det muligt for naturens dyr at finde føde, vandre over store afstande mellem isolerede naturområder og formere sig på tværs af deres levesteder. I Banedanmark er man glad for, at nye midler kan bakke op om nye indsatser for naturen:
”Nedlagte sporarealer med grus og skærver udgør mikroklimaer, der gør, at arter, som tolerer tørke og varme, trives rigtig godt,” siger Randi Skogstad, der er direktør for Infrastruktur i Banedanmark og fortsætter:
”Det er vigtigt at arbejde med biodiversitet, for når der bliver skabt bedre sammenhæng mellem naturområderne, og der afsættes mere plads til ny natur, og når vi plejer og genopretter ødelagte naturområder, er det muligt at vende den negative udvikling, hvor flere og flere arter ellers er i fare for at uddø.”
Vild natur er sjov natur
For at skabe opmærksomhed og begejstring for den vilde natur langs banen tager transportminister Benny Engelbrecht og biolog og naturvejleder Vicky Knudsen rundt i landet og ser på nogle af rødlistearterne, der lever langs jernbanen. I små film vil de sammen vise, hvor meget liv, der er derude, og hvorfor det er så vigtigt, at vi passer på naturen langs banen:
”Den danske natur er fantastisk, vi har bare ikke passet særlig godt på den, og der er ikke så meget vild natur tilbage. Derfor rejser vi ofte langt væk for det. Men der er mange små perler rundt omkring, og det er der stadig flere, der får øjnene op for. Derudover bliver der i den grad sat fokus på at få mere vild og fed natur. Det vil jeg gerne være med til at sætte spot på,” siger Vicky Knudsen.
Med infrastrukturaftalen, der blev indgået kort før sommerferien, er der afsat 150 mio. kr. til at fremme biodiversiteten langs bl.a. jernbanerne i perioden 2022-2035.
Fakta
• Danmark er et af de mest opdyrkede lande i Europa. Samtidig betyder biodiversitetskrisen, at flere arter er i fare for at uddø med store konsekvenser for dyr og natur. Langs jernbanen findes dog stadig naturtyper med truede arter, som Danmarks længste skovbryn er med til at binde sammen og som sikrer gode levesteder og fødegrundlag for pattedyr, fugle og insekter. Derfor arbejder Banedanmark for at forbedre biodiversiteten langs banen.
• Banedanmark råder over ca. 4.500 hektar natur langs banen. Det svarer til næsten 6400 fodboldbaner, hvor der lever rødlistearter, som er truede planter og dyr.• Naturen langs banen er ganske unik og spænder fra grus-arealer og krat, der er levested for en lang række sjældne og nøjsomme arter indenfor plante- og dyreriget, som ellers ville blive udkonkurreret af andre planter, til Danmarks længste skovbryn og godt 1.200 km vandførende grøfter, der er levesteder og fødegrundlag for både pattedyr, fugle, padder og insekter, og som samtidig fungerer som vigtige spredningskorridorer for flora og fauna.
• Naturen langs banen er ofte præget af mange års togdrift og er derfor mange steder rå og næringsfattig, som giver lys- og varmeelskende planter og insekter optimale forhold. Det kan man opleve ved at besøge Banedanmarks nedlagte banearealer i Rødbyhavn, Struer, Jejsing og Lunderskov.
• Banedanmark udfører naturplejeprojekter på udvalgte steder langs jernbanen. Indsatsen er med til at styrke biodiversiteten i Danmark til gavn for de mange sjældne dyre- og plantearter.
• Når det af hensyn til jernbanesikkerheden er nødvendigt at beskære bevoksning langs banen, laver Banedanmark, hvor det er muligt, fx insekthoteller af nedskåret træ, som får lov at blive liggende, så svampe, insekter og dyr kan flytte ind og skabe gode levebetingelser for hinanden. Andre steder lader Banedanmark såkaldte ’ruintræer’ – træstubbe fra fældede træer – stå tilbage, som med tiden bliver til ’lejligheder’ for svampe, smådyr og insekter og øger biodiversiteten i området.
• Læs mere om Banedanmarks arbejde for natur og biodiversitet langs banen her.
Nu kan du køre med klimavenlige eltog mellem Holbæk og København
DSB's passagerer kan nu sætte sig til rette i eltog, efter at Banedanmark har elektrificeret strækningen mellem Holbæk-Roskilde.
Rigsrevisionen offentliggør beretning om Banedanmarks Signalprogram
Rigsrevisionen har i dag offentliggjort en rapport, der omhandler sikkerheden omkring det nye digitale signalsystem.
Banedanmark undersøger grundlæggende årsag til fejl i signalsystemet
I torsdags opstod der en fejl i signalsystemet i Jylland, som påvirkede trafikken. Leverandøren har udbedret fejlen og er nu i gang med at analysere den bagvedliggende årsag. Der ikke noget, som tyder på eksternt påvirkning af systemet.
Banedanmarks digitale signalsystem i Jylland er oppe at køre igen
Efter store problemer med det digitale signalsystem i Jylland er fejlen nu rettet.