Samarbejde om digital transformation i anlægsbranchen

BESTRÆBELSERNE PÅ AT UDNYTTE FORDELENE VED DIGITALISERINGEN I ANLÆGSBRANCHEN HAR NÅET EN MILEPÆL

To af landets største bygherrer, Banedanmark og Vejdirektoratet, har netop indgået et 5-årigt samarbejde om at videreudvikle den digitale transformation i bygge- og anlægssektoren med udgangspunkt i det internationale standardiseringsarbejde på området. Samarbejdet er døbt BIM Infra.dk.

Helt konkret vil parterne samarbejde om udnyttelsen af den digitale arbejdsform, der hedder BIM, og som står for ”Building Information Modelling.”

”BIM er en revolution af anlægssektoren,” siger Steen Neuchs Vedel, der er styregruppeformand for BIM infra.dk og anlægsdirektør i Banedanmark. ”Der er tale om en digital transformation af hele vores branche, der kan føre til højere kvalitet, besparelser og effektiviseringer i vores arbejdsprocesser.”

Teknisk set omfatter BIM udvikling af processer, metoder, data, IT og kompetencer, der gør det muligt effektivt at udvikle, anvende, dele og genbruge digitale data og modeller af anlæg i hele anlæggets livscyklus – fra planlægning og projektering til asset management og nedlukning af anlæg.

BIM understøtter i særdeleshed fornyelse, renovering og vedligeholdelse af eksisterende anlæg, som udgør størstedelen af opgaverne i infrastruktursektoren. Ved udbredelse af BIM kan bygherren høste økonomiske såvel som miljømæssige gevinster.

”Jeg ser et stort potentiale i at blive bedre til at udnytte de redskaber, som BIM giver os mulighed for, og jeg glæder mig til at samarbejde om denne digitale transformation med Banedanmark,” siger Svend Kold Johansen, der er områdechef i Vejdirektoratet og formand for branchesamarbejdet BIM Anlægsforum.

Svend Kold Johansen tilføjer at der samtidig er indgået en aftale med branchens parter, Danske Anlægsentreprenører, Foreningen af Rådgivende Ingeniører m.fl. om et bredt samarbejde om denne satsning på øget BIM implementering i anlægsprojekter.

BIM baner vejen

Udgangspunktet for samarbejdet er den BIM-strategi for anlægsbranchen i Danmark udviklet af branchesamarbejdet, Det Digitale Anlæg, som blev etableret i 2012 med det formål at fremme brug af moderne teknologi i anlægsbranchen og definere standarder.

I sommeren 2017 blev der udarbejdet et oplæg til ”BIM-strategi for anlægsbranchen” på bestilling fra DDA. Strategioplægget er baseret på fuld udbredelse af BIM i hele anlæggets livscyklus, en bygherre dreven indsats og bygges på international best-practice tilpasset dansk kontekst.

På baggrund af oplægget blev Banedanmark og Vejdirektoratet enige om at understøtte arbejdet ved at allokere ressourcer til et samarbejde om digital transformation indenfor bane og vej – BIM Infra.dk. Samarbejdet løber fra 2018 til 2022 og målet er at udvalgte projekter i Vejdirektoratet og Banedanmark ved udgangen af 2022 skal anvende 3D anlægsobjekter inklusive egenskabsdata.

”Som to af Danmarks største bygherrer er det oplagt, at Vejdirektoratet og Banedanmark går sammen om i samarbejde med branchen at definere standarder og udnytte potentialet i de nye teknologier. Med samarbejdet tager vi sammen næste skridt ind i den digitale fremtid i overensstemmelse med regeringens ’Strategi for Danmarks digitale vækst’. Vi glæder os over samarbejdet og ser frem til at høste fordele ved fuld BIM-implementering i fremtiden”, siger Steen Neuchs Vedel.

Svend Kold Johansen supplerer; ”Der er mange interessenter involveret og behov for ressourcer til udviklingen, hvorfor der er behov for samarbejde og koordinering på nationalt såvel som internationalt plan. Hvis vi er dygtige til at skabe gode rammer for, at vores entreprenører og leverandører kan udnytte de nyeste teknologier, så kan vi alle få et positivt udbytte af den digitale omstilling.”

Nye standarder og krav

Standarder er kernen i kommunikationen mellem rådgivere, bygherre og entreprenør. Ved anvendelse af 3D-data optimeres forståelsen af processen under hele processen under hele anlæggets livscyklus.

”Banedanmark og Vejdirektoratet benytter sig at de samme leverandører på både rådgiver og entreprenørsiden og der er derfor et behov for fælles standarder og krav og det giver derfor god mening at få defineret disse”, forklarer Steen Neuchs.

Der er allerede en lang række internationale standardiserings- og udviklingsprojekter som skal understøtte anvendelsen af BIM, lige som der pågår en del aktiviteter på nationalt plan. 

”Vi er allerede begyndt at bruge BIM på større udvalgte projekter i Vejdirektoratet og Banedanmark. Formålet med samarbejdet er at udbrede brugen af BIM og få defineret fælles standarder i samarbejde med branchen, så data fremover også kan bruges ved drift og vedligehold af anlæg”, siger Svend Kold.

Involvering af branchen sker gennem et branchesamarbejde som får navnet BIM Anlægsforum.  BIM Anlægsforum skal fungere som hørings- og sparringspartner og bidrage til den nationale BIM-strategi gennem frivillig deltagelse.

 

Kontakt Banedanmark presse på tlf: 8234 1313 og Vejdirektoratet presse på 7244 3032