Banedanmark har ekstra travlt i sporet i sommerferien
Når danskerne går på sommerferie, trækker Banedanmark i arbejdstøjet.
Der bliver nemlig arbejdet på flere store baneprojekter i sommeren for at genere hverdagen for færrest muligt passagerer. For rejsende, der skal på tværs af landet i uge 29, betyder det, at de skal med togbusser mellem Ringsted og Fredericia.
Banedanmark har siden begyndelsen af 2026 været i gang med store sporfornyelsesprojekter på Sjælland, der bidrager til en mere stabil togdrift.
Og i uge 29 arbejder Banedanmark og vores entreprenører hårdt og fokuseret i sporet mellem Ringsted og Slagelse.
”Det er en af landets travleste strækninger, og fornyelsen er nødvendig for at holde banen skarp. Vi renoverer afvandingsanlæg og udskifter slidte skinner, sveller og sporskifter på strækningen. Fornyelsen vil generelt give passagererne en mere smidig rejse i fremtiden. Vi udnytter sommerferien til at udføre arbejdet, fordi der er markant færre passagerer og pendlere, som vil få forstyrret deres rejse,” siger Michael Brinch, der er sektionschef i Banedanmark.
På Fyn er Vejdirektoratet sammen med Banedanmark i gang med at anlægge en helt ny dobbeltsporet bane, der skal få togtrafikken til at glide lettere over Fyn i fremtiden. I uge 29 bliver der arbejdet intenst med spor, kørestrøm- og sikringsanlæg i Odense Vest og Kauslunde, hvor den nye bane skal sluttes til den gamle.
Tilsammen betyder de to baneprojekter, at DSB indsætter togbusser hele vejen fra Ringsted til Fredericia i uge 29.
”Banedanmark bruger en uge af skolernes sommerferie, hvor DSB samlet set har færre kunder, til at arbejde i begge spor. Undervejs indsætter vi 150 togbusser ad forskellige ruter, der er tilpasset kundernes behov,” siger Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.
Passagerer, der skal på tværs af landet eller til og fra stationer mellem Ringsted og Fredericia i uge 29, opfordres til at planlægge rejsen på Rejseplanen. For internationale rejser med DSB og Snälltåget via togselskabernes hjemmesider.

Fakta om baneprojekterne:
- Banedanmarks fornyelse af strækningen mellem Ringsted og Slagelse indebærer blandt andet udskiftning af slidte skinner, sporskifter og sveller samt renovering af afvandingsanlæg.
- Nogle steder opgraderes strækningerne til højere hastigheder.
- Fornyelsesarbejdet er en nødvendig del af det løbende vedligehold af jernbanen. Det sikrer desuden, at banen er klar til fremtidens klimavenlige el-tog og det nye digitale signalsystem, hvor togene kan køre hurtigere, tættere og smartere.
- Fornyelsen af Ringsted-Slagelse er en del af arbejdet med at forny den travle strækning mellem København og Storebælt. Der er de senere år gennemført større fornyelser af Slagelse og Høje Taastrup stationer samt af strækningerne København-Høje Taastrup, Roskilde-Ringsted og Slagelse-Korsør.
- Den nye bane over Vestfyn fra Odense Vest til Kauslunde er en 35 kilometer lang dobbeltsporet, elektrificeret højhastighedsbane, der efter planen står færdig i 2029.
Broarbejde spærrer Bruuns Bro om aftenen og natten
Renoveringen af cykelbroen langs Bruuns Bro bliver mere omfattende end planlagt. Derfor er det i en periode nødvendigt at spærre broen for biltrafik.
Forårsrengøring i Mindelunden
Mindelunden i Fredericia, hvor DSB-ansatte omkommet i tjeneste siden 1847 bliver mindet, har fået et tiltrængt ansigtsløft.
Renoveringen af cykelparkeringen på Bruuns Bro går i gang
Banedanmark fjerner onsdag cykler fra Hallsti ved Banegraven for at gøre plads til arbejdet på cykelparkeringen på Bruuns Bro og spærrer i den forbindelse Hallsti frem til begyndelsen af september.
Trafikken i gang igen mellem Slagelse og Ringsted
Fra mandag morgen kører togene igen mellem Slagelse og Ringsted, efter at en nedrevet køreledning er blevet genetableret.