Banedanmark bygger ny station i Jerne ved Esbjerg
Ved udgangen af 2020 kan borgerne i Jerne øst for Esbjerg tage toget fra deres helt egen lokalstation på Esbjerg Nærbane. Fra midten af juni sætter Banedanmark gang i byggeriet af Jerne Station, mens Esbjerg Kommune bygger stationens forplads.
Banedanmark bygger Jerne Station, mens Esbjerg Kommune etablerer forpladsen til stationen. Det hele forventes klar til indvielse ved udgangen af 2020.
”Med den nye station binder vi Esbjerg og oplandet i Jerne tættere sammen og giver endnu flere Esbjergensere et grønt og bæredygtigt alternativ samt kortere rejsetider, når de skal transportere sig gennem trængslen. Før vi kan nyde alle fordelene, skal den nye station bygges, og det betyder, at man som nabo til byggeriet i perioder vil opleve støj og tung transport til og fra byggepladsen. Vi gør vores bedste for at tage hensyn til vores naboer, men det kan ikke undgås, at vi støjer. Især i sommerperioden, når der skal rammes spuns og pæle til de nye perroner,” siger områdechef i Banedanmark Lars Blædel Riemann.
Esbjerg Kommune der står for byggeriet af forpladsen til Jerne Station, ser frem til, at den kollektive transport øst for Esbjerg får et løft.
”Endelig er vi nået så langt, at den fysiske realisering af projektet kan begynde. Det er godt nyt, for når stationen står klar til at modtage tog og passagerer, bliver den et vigtigt bindeled i den kollektive trafik, og de mange pendlere til fx uddannelsesinstitutionerne i området får glæde af forbindelsen. Stationens placering bringer nye muligheder for at fastholde og udbygge udviklingen ikke bare lokalt, men regionalt når forbindelsen mellem Varde, Esbjerg og Ribe styrkes”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.
Jerne Station bliver en lokalstation på Esbjerg Nærbane, der kører mellem Varde, Esbjerg og Ribe, som skal betjenes af de regionale tog i området, med omkring to tog i timen i hver retning.
Den nye station placeres ved Skolebakken, da det er vurderet at være den mest hensigtsmæssige placering set i forhold til oplandet (antal beboere, arbejdspladser og studiepladser i nærområdet).
Skolebakken lukkes for trafik
Der vil i byggeperioden fra juni til september været spærret for kørende trafik på Skolebakken, da Banedanmark skal fragte byggematerialer og tungt materiel til og fra byggepladsen. Vejen vil dog være åben for bløde trafikanter i hele byggeperioden.
Sådan påvirkes togtrafikken, mens vi arbejder
Mens Banedanmark bygger Jerne Station, er det nødvendigt i en periode at spærre sporet for trafik, når der arbejdes tæt på banen med etablering af perroner mv.
Banedanmark tilrettelægger arbejdet, så trafikken afvikles i det ene spor, mens det andet er spor er spærret for trafik. Der vil i denne perioden fra den 14. juli til 4. august 2020 være reduceret drift og dermed færre togafgange på strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg.
Banedanmark anbefaler, at de rejsende holder sig opdateret via Rejseplanen.dk
JerneSt_B
Yderligere information
Læs mere om Jerne Station på Banedanmarks hjemmeside.
Kontaktinformation
For yderligere informationer kan journalister kontakte Banedanmarks pressevagt på 8234 1313