Alt for mange leger med livet og krydser sporet, hvor de ikke må

S-banen skiller sig negativt ud i statistikken over steder, hvor folk krydser jernbanen ulovligt. Det er specielt i eftermiddagsmyldretiden, at mange sætter livet på spil ved at gå over sporet, hvor de ikke må, frem for at bruge gangbroer eller tunneler. Og det gælder især børn og unge.

I myldretiden kører S-togene med korte mellemrum, og der er mange passagerer, der skal til og fra arbejde, skole eller uddannelsesinstitution. Desværre viser nye tal, at det netop er her, at mange vælger at krydse jernbanen i stedet for at benytter gangbroer eller tunneler. Og det er både ulovligt og livsfarligt.
Hver fjerde, der sætter livet på spil ved at gå eller løbe over sporet gør det i eftermiddagsmyldretiden. Til sammenligning sker kun hver tiende hændelse i morgenmyldretiden, hvor der ellers er lige så mange passagerer.

”Vi kender alle til at have travlt, men bør spørge os selv, om de ting, vi skal nå, er så vigtige, at man er villig til at sætte sit liv på spil for det. Et S-tog tager langt længere tid om at bremse end en bil, og det støjer mindre, så det er vanskeligt at høre når det kommer,” siger Niels Hansen, sektionschef i Banedanmark.

Mange børn og unge
Der er både travle kontorfolk, flaskesamlere, graffiti-malere og berusede mennesker blandt dem, der går over sporet, hvor de ikke må.
Banedanmarks seneste analyse viser også, at en forholdsvis stor andel af dem, der sætter livet på spil ved at krydse banen, hvor de ikke må, er børn og unge. Det er også vigtigt, at de kender reglerne for, hvor dan man færdes ved jernbanen.
”Som voksen er man rollemodel for både børn og unge mennesker. Ser man sine forældre eller andre voksne ulovligt krydse et spor i stedet for at benytte trapper eller gangtunneler, så kopierer de unge den adfærd og sætter dermed deres eget liv på spil,” siger Niels Hansen.  

FAKTA:
- I 2016 var der 358 indberetninger om ulovlig færdsel i sporet fra lokomotivførere på S-banen.
- Antallet af hændelser er større end antallet af indberetninger, da der er et stort mørketal
- 176 af hændelserne foregik på den fri bane, 123 af dem på stationsområder
- Blandt de stationer, hvor der er flest indberetninger, er København H, Vesterport og Ballerup
- Blandt de indberetninger, hvor alderen er medtaget, udgør børn og unge en stor andel af de ulovlige sporkrydsere