Støjhandlingsplan og kortlægning af støj

Når der kører tog på skinnerne, skabes der støj. Der er ikke grænseværdier for støj fra jernbane i drift, men støjen skal kortlægges, og Banedanmark skal udforme støjhandlingsplaner. Læs om handlingsplaner og kortlægning af støj.

Støjhandlingsplanen skal jævnfør den seneste støjbekendtgørelse udarbejdes et år efter støjkortlægning med Nord2000. (Nord2000 er en af metoderne til at kortlægge støj).

Den seneste støjhandlingsplan er fra 2018. I planen er der taget udgangspunkt i Banedanmarks støjprojekter, hvor der i en årrække har været sat midler af til at bekæmpe støjen ved kilden – og udvikle nye metoder til støjbekæmpelse. 

De centrale elementer i Banedanmarks seneste støjhandlingsplan (2018) er:

  • Opgørelse af antallet af støjbelastede boliger langs banestrækninger med mere end 30.000 togpassager årligt. 
  • Opgørelse af antallet at støjbelastede boliger langs jernbanestrækninger beliggende i samlede byområder med mere end 100.000 indbyggere.
  • Problemstillinger, der skal prioriteres inden for de kommende fem år.
  • Allerede indførte foranstaltninger på støjbekæmpelsesområdet.
  • Strategi på lang sigt.

Minimering af støj

Da en væsentlig del af støjen fra tog kommer fra kontakten mellem hjul og skinne, vil skinnefræsning forsat være en vigtig del af Banedanmarks støjbekæmpelse. Banedanmark forsætter arbejdet med støjdæmpning ved kilden, som skaber støj (aktiv bekæmpelse) frem for ved modtagerne af støjen (passiv foranstaltning). Ud fra samfundsøkonomiske betragtninger vil Banedanmark målrette indsatsen mod de steder, hvor støjen udgør det største problem. Banedanmark indsender støjhandlingsplanen til Miljøstyrelsen, da Banedanmark som følge af et EU-direktiv er forpligtiget til at udarbejde støjhandlingsplaner til indberetning i EU. 

To metoder til at beregne støj

I henhold til EU-direktivet om vurdering og styring af ekstern støj (2002/49/EF), som også er indført i Danmark, skal ekstern støj kortlægges ud fra to forskellige beregningsmetoder - den fælleseuropæisk beregningsmodel CNOSSOS og den nationale beregningsmetode Nord2000.  Der skal udarbejdes støjhandlingsplaner for jernbanestrækninger med mere end 30.000 togpassager pr. år og fra jernbanestrækninger i byområder med over 100.000 indbyggere. Kortlægning og udarbejdelse af støjhandlingsplan skal ske hvert femte år. 


Ny fælleseuropæisk beregningsmodel CNOSSOS

Kortlægningen af støjen efter den fælleseuropæiske beregningsmodel CNOSSOS blev første gang udført i 2022. Kortlægningen kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Tidligere har EU-medlemslandene kortlagt støjen ud fra forskellige beregningsmetoder, men nu har EU besluttet, at alle EU-medlemslande skal anvende den samme metode. Fremover kan EU-Kommissionen bedre sammenligne støjniveauerne og deres udvikling på tværs af hele Europa. Resultaterne fra CNOSSOS-beregningerne kan ikke sammenlignes med tidligere kortlægning eller de danske grænseværdier.

CNOSSOS er en simplere og mindre nøjagtig metode end Nord2000, som er den beregningsmetode, som Danmark anvender. Det betyder, at støjniveauet på blandt andet jernbaner bliver beregnet til at være lavere, når man benytter CNOSSOS-beregningsmodellen sammenlignet med Nord2000. 
Sammenligner man de to beregningsmodeller, kan der på visse steder være en forskel i det beregnede støjniveau på helt op til 10 dB. Forskellen vil være størst langt fra støjkilden - og de største forskelle ses, hvor støjen udbreder sig over kuperet terræn, eller hvor der er opsat afskærmning. 

Danmark kortlægger fortsat med Nord2000

Siden 2007 har Banedanmark udført støjkortlægning med Nord2000 hver femte år. Samtlige af disse kortlægninger er offentliggjort på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Banedanmark skal ifølge den seneste støjbekendtgørelse forsat udføre kortlægninger med Nord2000, dog er kortlægningen med Nord2000 blevet udsat yderligere et år på grund af kortlægningen med den fælles europæisk beregningsmodel, CNOSSOS.

Den seneste kortlægning med Nord2000 blev foretaget i 2017. Jævnfør støjbekendtgørelsen skal den næste kortlægning med Nord2000 foregå i sommeren 2023. Kortlægningen fra 2023 bliver offentliggjort på Miljøstyrelsens hjemmeside i slutningen af 2023.

CNOSSOS skal kun anvendes ved EU-støjkortlægningerne, som foretages hver femte år. Banedanmark skal således fortsat anvende Nord2000 i forbindelse med blandt andet planlægning af nye jernbaner og opsætning af nye støjskærme. Kommunerne skal også fortsætte med at benytte Nord2000-kortlægningen, når de planlægger nye boligområder, hvor der skal støjbekæmpes.