Grønt regnskab 2020

I Grønt Regnskab 2020 redegør Banedanmark derfor for indsatser og resultater inden for Banedanmarks miljøfokusområder, som bl.a. er støj, affald, energibesparelser og CO2-udledninger.

Støj

Banedanmark gør en indsats for at udbedre fejl i sporene, som er til gene for naboerne. I 2020 blev der udbedret 29 % flere fejl i sporene end i 2019. Antallet af henvendelser om støj lå i 2020 ca. på samme niveau som i 2019, mens andelen af henvendelser i forbindelse med større anlægsopgaver er faldet markant.

Affald

Banedanmarks aktiviteter i 2020 førte i alt til ca. 797.000 tons affald. Af det blev ca. 794.000 tons genanvendt, hvilket svarer til en genanvendelsesprocent på 99,5 % og til niveauet i 2019.

Energibesparelser & CO2-udledninger

I 2020 realiserede Banedanmark 121 MWh i energibesparelser. Sammenlignet med basisåret 2008 er Banedanmarks samlede CO2-udledninger i 2020 reduceret med ca. 63 %.