Undersøgelse af forbrug af glyphosat
Banedanmark har desværre konstateret, at der er opstået usikkerhed om opgørelsen af vores anvendelse af glyphosat, som bruges til at bekæmpe ukrudt med. Tallene, der er indberettet til Miljøstyrelsen afviger fra tallene i Banedanmarks grønne regnskab. Det er stærkt beklageligt, for det er selvfølgelig helt afgørende, at de tal, vi offentliggør, er korrekte. Derfor har vi nu sat en grundig undersøgelse i gang for at få afklaret, hvad det reelle forbrug er. Undersøgelsens beregninger skal kvalitetssikres eksternt.
Af hensyn til passagernes sikkerhed er det helt nødvendigt at fjerne ukrudt i sporene. Banedanmark arbejder målrettet på helt at holde op med at anvende glyphosat, men der findes endnu ingen alternativer, der kan fjerne ukrudtet så effektivt, at det ikke påvirker togdriften og dermed passagernes sikkerhed. Derfor anvender Banedanmark stadig i et vist omfang glyphosat til ukrudtsbekæmpelse. Jernbaner i resten af Europa har præcis samme problem, ingen har endnu fundet et brugbar alternativ og derfor anvender de også fortsat glyphosat.
Banedanmark har vurderet og afprøvet en lang række forskellige alternativer som fx vanddamp, termisk afbrænding, infrarød stråling, myresyre og hvidløgssaft, men ingen af metoderne har vist sig tilstrækkeligt effektive.
Til foråret er det planen, at Banedanmark sammen med vores nuværende leverandør skal teste det naturligt forekommende aktivstof pelargonsyre som alternativ til glyphosat. Afhængigt af testresultaterne af pelargonsyre vil Banedanmark tage initiativ til at teste andre alternative metoder i samarbejde med markedets leverandører.
Banedanmark deltager i Miljøstyrelsens projekt ”Udfasning af pesticider på offentlige arealer" og tester hele tiden nye alternativer, og vi er i en løbende dialog med jernbaner i hele Europa, hvor vi udveksler erfaringer i arbejdet med at finde et brugbart alternativ til glyphosat.
Læs transportministerens svar til Miljø- og Fødevareudvalget.